Stressramt iværksætter: Skal være plads til andet end job
Jonathan Løw har på egen krop mærket konsekvenserne af for lange arbejdsdage og presset hverdag
I 2013 blev Jonathan Løw nomineret til titlen som årets iværksætter, og han har flere succesfulde virksomheder bag sig. Men udover at have mærket glæden ved at skabe noget på egen hånd og bygge det op fra bunden, så har han også oplevet bagsiden af medaljen.
- Det er blevet moderne eller trendy at være iværksætter i dag, og i de kredse er det normalt at blive, indtil der er mørkt eller ligefrem overnatte på kontoret, fortæller Jonathan Løw.
Den udvikling ser han flere problemer med.
Prøver selv at finde balancen
- I andre dele af arbejdsmarkedet snakker man om worklife balancen, hvor det pointeres, at det er vigtigt med plads til både arbejde, familie og andet, der skaber glæde. De sidste ting bliver skubbet i baggrunden hos iværksættere, og det tror jeg er farligt, siger Jonathan Løw.
Vugge-ide udviklede sig til millionforretning
Han gik selv ned med stress efter at have arbejdet for hårdt og længe i sine firmaer, og stadig den dag i dag er han ikke tilbage i arbejde endnu. Nu opfordrer han til en adfærdsændring blandt de ambitiøse iværksættere.
- Der er brug for en ændring, og det er vigtigt at vise, at man kan få succes ved at arbejde på en anden måde. Undersøgelser viser også, at al arbejde over 50 timer om ugen stort set er spildt, forklarer iværksætteren.
Jonathan Løw kæmper lige nu selv med at finde den rette balance. Det eneste, han er ret sikker på, er at der skal være tid til andet i livet end arbejde.
I denne uge kører TV2 | Østjylland iværksættertema, og indsparket fra Jonathan Løw kan ses øverst på siden