Støtten vælter ind
Mere end 2500 underskrifter indsamlet
På bare tre dage har mere end 2500 personer udtrykt deres støtte til den vietnamesiske kvinde, Yen Ngoc, som skal sendes ud af Danmark.
Det sker på hjemmesiden http://www.skrivunder.net/ang_udvisning_af_yen_ngoc, hvor der her til eftermiddag var indsamlet mere end 2500 underskrifter.
Underskriftindsamlingen er oprettet for at lægge pres på justitsminister Morten Bødskov (S), efter at vietnamiske Yen Ngoc har fået afslag på familiesammenføring med sin mand Kenneth Iversen.
Afslaget begrundes med, at hendes mand i en periode har modtaget revalideringsydelse i forbindelse med efteruddannelse, efter han var kommet ud for en arbejdsulykke.
Privat initiativ
Bag underskriftsindsamlingen står Susanne Larsen fra Tarm. Hun kender ikke familien personligt, men med det samme hun hørte om sagen i medierne i fredags, oprettede hun indsamlingen.
- Der gik ikke fem minutter, og så var den oprettet. Jeg tænkte, at nu var det nok. Derfor er det rigtig godt at se, at så mange allerede har skrevet under. Er det ikke et hver menneskes ret, at kunne leve med den, man elsker?, siger Susanne Larsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Linket til indsamlingen har Susanne Larsen i dag sendt personligt i en mail til justitsministeren.
Hun håber, at kunne få indsamlet 10.000 underskrifter i løbet af de næste par dage.