Stort område i Aarhus midtby risikerer at blive nedlukket
Et sogn i Aarhus midtby risikerer nu at blive lukket ned på grund af den stigende smitte.
Lige nu buldrer smitten opad i Aarhus Kommune, og hvis det fortsætter, kan det få stor betydning for aarhusianerne i midtbyen.
Vor Frue Sogn, der ligger helt centralt i midtbyen, risikerer nemlig at blive tvangslukket, hvis smittetallene stiger yderligere.
Lige nu har sognet 81 nysmittede den seneste uge, hvilket giver en positivprocent på 3,3 og et incidenstal på 463. Dermed opfylder sognet to ud af tre kriterier for at blive nedlukket. Det sker, hvis incidenstallet stiger til 600.
Læs også
Sådan bliver et sogn automatisk lukket ned
Hvis et sogn opfylder alle disse tre kriterier, bliver det automatisk lukket ned:
• Mindst 600 smittede per 100.000 indbyggere de seneste syv dage
• Mindst 20 smittede personer de seneste syv dage
• Positivprocent på mindst 3 procent de seneste syv dage
Nedlukning af sogne skal ophæves af kommunen, når sognet en uge i træk har været under niveau for ét af ovenstående tre parametre. Det vil sige, at sognet enten har haft en incidens under 600 i en uge, har haft 20 eller færre nye smittetilfælde på en uge, eller at positivprocenter er under 3,0 procent i en uge i træk.
Kan lukke Aros og Musikhuset
En nedlukning vil som udgangspunkt betyde, at alle grundskoler, SFO'er og klubber samt kulturinstitutioner skal lukke. Det vil blandt andet berøre kultursteder som Aros og Musikhuset i Vor Frue Sogn.
Lise Uhre Pless, der er forvaltningschef og chef for krisestaben i Aarhus Kommune, fortæller dog, at man allerede nu er i gang med at forberede dispensationsansøgninger for kulturinstitutioner som eksempelvis Aros og Musikhuset.
De skal indsendes, hvis en nedlukning af sognet skulle blive en realitet, og så skal Styrelsen for Patientsikkerhed vurdere dem.
Disse institutioner og tilbud vil som udgangspunkt blive berørt
- Alle grundskoler
- Alle ungdoms- og voksenuddannelsesinstitutioner
- Alle SFO’er og klubtilbud
- Alle lokaler og lokaliteter hvor der udøves kulturaktiviteter
- Alle lokaler hvor der udøves idræts-, fritids-, og foreningsaktiviteter indendørs
- Bibliotekstilbud – dog ikke tilbud om click & collect
- En lukning omfatter både kommunale, private og selvejende tilbud.
Dagtilbud og dagpleje er fortsat åbne. Samtidig etableres der nødpasning på skoler under nedlukningen for elever i 0. til 4. klasse, ligesom sårbare elever er undtaget.
Kilde: Aarhus Kommune
- Helt overvejende er det unge mennesker mellem 20 og 29 år, som er smittede – også i Vor Frue Sogn. Men de her kulturinstitutioner har et meget bredere publikum.
- Så det er vi i gang med at kigge på nu, siger hun.
Rammer ikke restaurationer og butikker mm.
Vor Frue Sogn dækker desuden halvdelen af Åboulevarden. Det vil for eksempel sige, at Cafe Viggo ligger i sognet, mens Bodegaen ligger udenfor.
Her kommer der dog ikke til at være lokale nedlukninger, fortæller Lise Uhre Pless.
- Det indbefatter ikke restaurationer og butikker og så videre. De er ikke en del af den automatiske nedlukning, forklarer hun.
Om en nedlukning af sognet i dag bliver en realitet, ved vi klokken 14.00, når Statens Serum Institut kommer med de nyeste smittetal.
Læs også
Dispensationsansøgninger kan først indsendes, når nedlukningen er en realitet. Derfor kan institutionerne og tilbuddene risikere at blive nedlukket kortvarigt, selvom Styrelsen for Patientsikkerhed ender med at give dispensation til, at de kan holde åbent.
- Vores håb er, at de får kigget på dem samme dag, som vi sender dem afsted, så vi ikke skal lukke en institution ned, når man alligevel får dispensationen, siger Lise Uhre Pless.