Stort festival-vartegn ødelagt - kommer ikke op igen
Når Northside slår dørene op i næste uge, bliver det uden kunstværket The Orb, der er blevet ødelagt af vinden.
Blæsten har torsdag formiddag nedlagt det badeboldlignende vartegn, der for nylig blev sat op på Northside-pladsen.
En lynlås er bristet, og den store ballon vil derfor blive pillet ned, oplyser festivalen på Instagram.
- Vi har af sikkerhedsmæssige årsager afskærmet området og vil i løbet af dagen tage The Orb og jernkonstruktionen ned, skriver Northside.
Det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over.
På grund af skaderne forventer man ikke, at kunstværket kommer op igen til festivalen.
Arrangør er ærgerlig
The Orb er ellers bygget til ekstreme vindforhold og sikkerhedsmæssigt godkendt, inden den blev sat op på festival-pladsen. Alligevel ser det ikke ud til, at man kan nå at udbedre skaderne, inden Northside begynder 2. juni.
- Det er vi selvfølgelig meget ærgerlige over, skriver DTD Group, der udover Northside står bag festivalen Tinderbox, i en skriftlig kommentar til TV2 ØSTJYLLAND.
Hændelsen har dog ikke slået arrangøren ud, og man ser frem til at byde velkommen til det, der bliver en af de største Northside-festivaler i dens historie, lyder det.
Første år på ny festivalplads
Det er de danske stjernearkitekter Bjarke Ingels og Jakob Lange, der har udviklet kunstværket med støtte fra Tuborg.
Værket måler 25 meter i diameter og skulle have prydet den nye festivalplads i Eskelunden. Det er første år, Northside bliver afholdt her.
Festivalen løber af stablen 2.-4. juni.