Storm-offer kan ikke reddes

Det kommer til at tage nogle år, inden efeuen gror op ad bogtårnet igen.

Den ikoniske efeu, der slyngede sig op ad bogtårnet på Aarhus Universitet, måtte under nattens storm bukke under og kan ikke reddes. 

Det fortæller Peter Bachmann Vestergaard teknisk chef Aarhus Universitet til TV2 ØSTJYLLAND.

- Den kan ikke reddes. Kvistene kan ikke få fat igen, og sugekopperne kommer ikke igen, fortæller chefen.

Vinden fik fat under efeuen og rev den ned over fortov og cykelsti.
Vinden fik fat under efeuen og rev den ned over fortov og cykelsti. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det kan tage lang tid, før efeuen genvinder fordums udtryk, da det både afhænger af vejrforholdene de kommende år, og hvor meget kraft roden har i sig, da stammen er intakt.

- Naturen må gå sin gang, så det kan jeg ikke spå om. Vi beskærer den normalt årligt, men nu får den frit løb til at komme op her i starten, siger Peter Bachmann Vestergaard.

VIDEO: Se den store 60 kvadratmeter store klatreplante på Det Kgl. Bibliotek i Aarhus falde ned. VIDEO: Jonas Trolle

Han forklarer også, at det stort set er umuligt at stormsikre bevoksningen, og man kan risikere, at murværket tager skade, hvis den fæstnes. Hvis vinden først får fat inde under efeuen, er kræfterne og vægten for store.

Som at miste et familiemedlem

Anna Briones bor i Aarhus og er vant til at kigge på tårnet. 

- Det er et meget trist syn, fordi det er en plante, vi altid har kigget på. Jeg synes, den pynter virkelig meget, så det er virkelig, virkelig synd, siger Anna Briones til TV2 ØSTJYLLAND.

Anna Briones snuppede et par stiklinger og håber, at efeuen kan leve videre som minde i hendes have.
Anna Briones snuppede et par stiklinger og håber, at efeuen kan leve videre som minde i hendes have.

- Det er som at miste et familiemedlem, griner hun.

I sin hånd holder hun et par stiklinger, så hun forhåbentlig kan beholde et stykke af efeuen derhjemme i haven som minde.

Murværket er i glimrende stand

Bogtårnet er ligesom resten af universitetet tegnet af C.F. Møllers tegnestue og indviet i 1963. Efeuen har været et ikonisk kendetegn hele tiden. 

Murværket under bevoksningen bliver tjekket løbende, og det har det ualmindeligt godt, oplyser Peter Bachmann Vestergaard.

Beredskabet har nu trukket efeuen ind på fortorvet, og så skal universitetet skære den af nede i bunden mandag morgen og fjerne det, der må være tilbage oppe på muren.

Herunder kan du se, hvordan muren så ud før i forhold til nu.