Stor succes med asyl i børnehøjde
Et udvekslingsprojekt mellem asylskolen i Voldby og Skødstrup Skole giver asylbørn og danske skolebørn mulighed for at møde hinanden, og det projekt er gået over al forventning
Det var en udflugt af de mere usædvanlige, da 8-årige Freya Hansen og de andre klassekammerater fra 2. klasse på Skødstrup Skole satte sig ind i bussen med kurs mod Voldby, hvor de skulle besøge børnene på asylskolen.
For få måneder siden var asylbørnene på besøg hos eleverne på Skødstrup Skole, og denne gang var det altså Skødstrup-elevernes tur til at gæste asylskolen.
- Det er et sted, hvor flygtninge kommer hen, inden de flytter ind i en rigtig lejlighed. Jeg tror, de har det rigtig godt, men de vil helst være i deres eget land, hvis der ikke var krig, fortæller Freya Hansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Borgmestre: Ikke råd til flygtninge
Dagen bød blandt andet på en koncert til ære for de danske gæster, og det var en hyggelig dag for både værter og gæster på trods af generthed og sprogbarriere.
- Jeg synes, det har været en god oplevelse. Det er fedt at se, at de leger med de samme ting og kan hygge sig sammen, fortæller Anne Grønbech Trolle, koordinator og lærer ved Skødstrup Skole.
Der går i alt 50 børn på asylskolen i Voldby, og Røde Kors håber at kunne udvide projektet til at lave udveksling med endnu flere danske skoler.
Se hele indslaget fra Voldby i ovenstående video.