Stor redningsaktion i Aarhusbugten: Mand væltede i sin kajak
Østjyllands Brandvæsen og Politi fik torsdag eftermiddag meldingen om en mand, der var faldet ud af sin kajak i Aarhusbugten
Kl. 16.44 blev det østjyske brandvæsen og politi kaldt ud til en mulig drukneulykke i Aarhusbugten. En mandlig kajakroer var faldet ud af sin kajak og lå i vandet ud for kysten i Risskov.
- Vi kommer frem og sætter straks en båd i vandet og finder manden og får ham op i den. Vi sejler ham ind til Egå Marina, hvor en ambulance holder klar, siger indsatsleder hos Østjyllands Brandvæsen, Lasse Clemmensen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Ifølge indsatslederen var kajakroeren ved bevidsthed, da han blev reddet op af vandet. Også hos politiet er status på den forulykkede positiv.
- Manden var lidt afkølet, men der er ikke sket noget alvorligt, lyder det fra vagtchefen hos Østjyllands Politi.
For en sikkerheds skyld blev manden kørt til tjek på sygehuset.