Stor mangel på faglærte smede: Theis kan vælge og vrage
Østjyske virksomheder har svært ved at skaffe faglærte smede, der kan udføre arbejdet. I nogle tilfælde må virksomhederne sige 'nej' til ordrer
Hos Dansk Metal i Østjylland ringer telefon lidt for ofte med virksomheder, der har desperat brug for smede. Men der er ikke meget hjælp at hente.
- Vi kan ikke tilbyde dem nogen, for vi er nede på omkring to procent i arbejdsløshed, og det er fuld beskæftigelse, siger Daniel Isak Dallerup, der er faglig sekretær hos Dansk Metal i Østjylland.
Læs også
At efterspørgslen er stor, og antallet af ledige småt, mærkede Theis Sleimann Aagard, da han skulle søge læreplads.
- De ringede, de fleste af dem, jeg havde været ved, så jeg kunne nærmest vælge og vrage, siger Theis Sleimann Hansen, der er smedelærling og går på Aarhus Tech.
Må ty til ufaglærte arbejdere
Det er da også lettere end nogensinde at skaffe sig arbejde som smed.
Ifølge tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil Danmark komme til at mangle 30.000 jern- og metalarbejdere i 2025. Og flere virksomheder i Østjylland oplever allerede nu, at det er svært at skaffe smede.
En af de virksomheder er Stærmose Industry, der ligger i Odder.
TV2 ØSTJYLLAND besøgte torsdag aften Stærmose Industry. Du kan se klippet herunder.
- Det betyder, at vi i nogle tilfælde må sige nej til nogle ordrer og får dårligere omsætning, siger John Stærmose, der er administrerende direktør i Stærmose Industry.
De har løst problemet ved at ansætte ufaglært arbejdskraft.
- De har ikke nogen uddannelse, så vi har lært dem det, de skal kunne. Det vil sige, at de egentlig udfører smedearbejde, men uden at være uddannet, siger John Stærmose.
Få søger ind på uddannelsen
Dansk Metals mål er, at 25 procent af de unge skal vælge en faglært uddannelse efter folkeskolen. Men der er lang vej endnu, for lige nu er tallet nede på 18,5 procent.
Hos Aarhus Tech mærker man en dalende interesse for uddannelsen til smed.
- Der har været en utroligt dårlig søgning til vores uddannelse. Det betyder, at vi faktisk kun har otte på vores grundforløb lige nu, siger Brian Bruun Nickelsen, der er underviser på Aarhus Tech.
Han er bange for, at der inden for meget kort tid vil komme til at mangle lærlinge.
Robotter kan ikke erstatte
For Theis Sleimann Aagard betyder det, at han vil have meget nemt ved at få et arbejde, når han er færdig med sin uddannelse.
- Der er virkelig gode muligheder for jobs, hvis man vil det, siger han.
Læs også
Ifølge John Stærmose fra Stærmose Industry er der også masser af interessante opgaver, man kan blive sat til som smed. Og så behøver man ikke frygte, at smede bliver erstattet af robotter, mener han.
- Vi kommer ikke i en situation, hvor de ikke vil have noget at lave. Der vil være en masse spændende arbejde til dem. I dag skal de ikke stå og svejse en hel masse ens emner, de skal i stedet svejse små specialkonstruktioner, og så har vi robotterne til at klare de ting, der skal laves mange ens af, siger John Stærmose.
Du kan se mere om problemet med mangel på smede i indslaget øverst i artiklen.