Stor julefest på Aros for anbragte børn og unge
1. december skydes julen for alvor i gang, og i Aarhus samlede Børnehjælpsdagen 100 anbragte børn til julehygge
100 børn og unge fra 11 jyske institutioner deltog tirsdag i en stor og fortryllende julefest i Aarhus sammen med en perlerække af kendte danskere. Her fik de gaver, varme kram og tog forskud på julen.
En af de unge, som var med til julefesten, var 15-årige Emilie Tarento, som var af sted sammen med sine to søskende.
- Jeg synes, at det er rart, nogen gider gøre noget godt for os. Så føler vi også, det er jul, så det er en dag, jeg ser frem til, fortæller Emilie Tarento.
Betyder noget at nogen tænker på os
Med til Børnehjælpsdagens arrangement var kendisser som Paw Henriksen, Pelle Hvenegaard og Karsten Green, der var med til at give børnene en ekstra god oplevelse.
- Det betyder noget, at der er nogen, som tænker på os. Jeg bliver glad af at være her, siger Emilie Tarento.
I 2015 afholder Børnehjælpsdagen 8 julefester for over 700 anbragte børn og unge i Aalborg, Vordingborg, Aarhus, Odense, Roskilde, Herning, Kolding og København.
Se hele indslaget fra arrangementet øverst i artiklen.