Stor forskel på ventetider
Der er lang ventetid på kolonihaver i Aarhus, mens det andre steder i Østjylland er nemt at få fat i en kolonihave
Hvis man er på udkig efter en kolonihave, kan der være stor forskel på, hvor længe man skal vente, før man får den.
I Aarhus er der flere steder over 100 på ventelisterne, hvilket betyder, at man nogle steder skal vente op til 10 år på at få en kolonihave.
Et af de steder, hvor man har lange ventelister er i Haveforeningen Skovlunden i Aarhus:
- Der bliver skrevet omkring 20 op om året, fortæller Frank Karlsen, der er er formand for Haveforeningen Skovlunden, til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ifølge formanden handler det om beliggenheden:
- Det ligger jo forrygende - en plet med træer hele vejen udenom og på cykel ti minutter ind til byen og ti minutter til vandet, og du er faktisk i skoven, siger han.
Ingen ventelister i Randers
Andre steder i Østjylland ser det anderledes nemt ud at få fingrene i en kolonihave.
I Randers er der fx ingen venteliste i Bjergbyparken, Romaltparken og Venezuela - her er der tværtimod flere boliger til salg.
Det samme gør sig gældende i Silkeborg og i Horsens. I Horsens er der boliger på markedet i blandt andre Langmarken og Ny Løvhøj. Og i Silkeborg er der også ledige boliger at finde i Haveforeningen Bøgely.
Der er ligeledes stor forskel på, hvad man skal give for en kolonihave forskellige steder i Østjylland. Det kan koste op mod 150.000 kroner, at anskaffe sig et kolonihavenhus i Skovlunden i Aarhus. I Silkeborg kan man lige nu få en kolonihave til bare 13.000 kroner.
Her kan du selv sammenligne priser på kolonihavehuse og finde et, der passer dig.
Mød formanden for Haveforeningen Skovlunden i videoen øverst på siden. Her fortæller han, hvad han mener om den lange venteliste. Se mere i vores nyhedsudsendelse 19.30.