Stor demonstration mod havneudvidelsen: - Vi bliver ved
Demonstranter viste i dag deres utilfredshed med planerne om at udvide Aarhus Havn.
’STOP HAVNEUDVIDELSEN LYT TIL AARHUSIANERNE’
Stod der på det banner, som en klatrende demonstrant kravlede op på Rådhuset i Aarhus og placerede ud for balkonen.
Klatringen var en sidste gimmick på dagens demonstration mod udvidelsen af Aarhus Havn, hvor omkring 300 borgere i dag var mødt op.
- Vi bliver ved med at demonstrere mod havneudvidelsen, selvom et flertal i byrådet egentlig er ved at være enige om den. Vi synes ikke, det er en beslutning for vores fremtid, vi synes, den er unødvendig, ulogisk og udemokratisk, sagde Astrid Morre Sørensen, som var fremmødt demonstrant for Den Grønne Ungdomsbevægelse.
Beslutningen er truffet
For en måned siden blev et flertal i Aarhus Byråd enige om at udvide Aarhus Havn.
Men selvom beslutningen er taget, mener Astrid Morre Sørensen ikke, at dagens demonstration er forgæves.
- Jeg vil sige meget af det er symbolsk, men beslutningen er jo ikke gennemført, før vi har asfalteret Aarhusbugten, sagde hun.
Uanset om demonstrationen gør en forskel eller ej, mente flere af de fremmødte, at den var vigtig.
Nu har man jo truffet en beslutning inde på Rådhuset om den her udvidelse, tror du så, jeres demonstration overhovedet kan gøre en forskel?
- Den kyniske del af mig siger nej, men jeg synes, det er vigtigt at markere det alligevel. Vi bliver nødt til at gøre noget, og jeg håber ikke, det her kommer til at være noget i nærheden af det sidste, der kommer til at blive gjort for at stoppe den her havneudvidelse, sagde demonstrant Arvid Kÿhne.
'Hvad er man for et byråd?'
Demonstrationen og protestmarchen var arrangeret af blandt andre Den Grønne Ungdomsbevægelse, Mellemfolkeligt Samvirke, Bedsteforældrenes Klimaaktion og Beskyt Aarhusbugten.
- Hvis ikke man lytter til sin befolkning, hvad er man så for et byråd? Hvad er man så for en borgmester?, spurgte Karin Busk, der var en af de fremmødte.
- Jeg synes, det er vigtigt, at vi tager klimaet alvorligt, og at vi sørger for, at Aarhus bliver ved med at være en by, hvor der også er smukt at være, sagde Maja Linderoth, der også havde fundet ved til Aarhus Rådhus i dag.
Efter taler og fællessang ved Aarhus Rådhus marcherede demonstranterne igennem byen.