Støv, fedt og madrester: Legendarisk Aarhus-restaurant får bøde på 15.000 kroner
En af Aarhus' ældste og mest kendte restaurationer har to gange i streg fået anmærkninger for dårlig rengøring af Fødevarestyrelsen. Nu skal hele køkkenet udskiftes.
Teater Bodega har ligget på Skolegade 7 i mere end 60 år. De fleste i Aarhus er gået forbi eller har været inde og spise nogle af deres signaturretter som stegt flæsk, wienerschnitzel eller pariserbøf.
Men alderen har efterhånden taget hårdt på restauranten, og det har Fødevarestyrelsens kontrollanter bemærket.
8. september noterede de følgende i deres rapport.
- Afløb under håndvask er med sorte og brune ansamlinger af fedt og støv. Under køleskab er der støvet og der ligger fødevarerester flere steder.
Læs også
Sådan en anmærkning udløser et opfølgende kontrolbesøg, hvor Fødevarestyrelsen tjekker, at man har rettet op på tingene.
Sur smiley
Men 12. november var den gal igen. Ved besøget i forrige uge fik Teater Bodega en bøde på 15.000 kroner og en sur smiley for manglende rengøring.
Rørene fra emfanget er støvede og har en tyk gullig belægning af fedt. Bag ved køleskabe i køkken er der over fliserne en belægning af sort støv.
Der er produktrester på væggen ved opvaskestationen, samt andre steder i køkkenet. Under køleskabe i mellemgang er der støvet og der ligger produktrester.
Læs også
Forsinket udskiftning
Kasper Hauge ejer sammen med sin familie Teater Bodega. Han har sin daglige gang i restauranten som tjener. Han forklarer, at problemer skyldes, at arbejdet med at skifte hele køkkenet er blevet forsinket på grund af corona.
Køkkenet skulle have været totalrenoveret i juli, men det er blevet udsat til begyndelsen af januar, hvor Teater Bodega holder lukket de første 13 dage af det nye år.
- Det er et tudsegammelt køkken, og det trænger bare. Det er lidt ærgerligt, men der er ikke noget at gøre. Det er bare at æde den, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Han er ked af, at hans medarbejdere skal have en sur smiley hængende i vinduet.
- Jeg vil mene, at de mennesker, der står i køkken hernede, det er nogle af de mennesker, hvor man kan være allermest tryg. De langer ikke noget over disken, som ikke er i orden, siger han.
Han påpeger, at medarbejderne ikke har kunnet gøre noget ved de forhold, Fødevarestyrelsen kritiserer i sine rapporter. Ifølge Kasper Hauge er det alene gammelt, slidt udstyr, der er skyld i de kritisable forhold.
- Det har de bare ikke fortjent, de burde have en elite-smiley. De har mega styr på deres ting. Det er ærgerligt, men man må jo komme videre, siger han.