Statsadvokaten kontra-anker dom til 'Hr. Doktor'
Statsadvokaten går efter en højere straf til den 30-årige læge, der før jul blev dømt for overgreb på flere kvindelige patienter.
Sagen mod den 30-årige læge Carlos Gaewkheo Shiralipour skal endnu en gang for retten.
Det sørgede han selv for umiddelbart efter dommen, da han besluttede at anke, og nu har anklagerne også kontraanket for at få skærpet straffen til ham.
Det bekræfter Statsadvokaten i Viborg over for TV2 ØSTJYLLAND.
Han blev ved Retten i Aarhus idømt to års fængsel, hvoraf han allerede havde siddet varetægtsfængslet i omkring ni måneder. Han blev desuden frakendt retten til at udøve lægegerningen.
Det blev han, fordi retten fandt ham skyldig i to tilfælde af voldtægt af anden karakter end samleje, fire tilfælde af blufærdighedskrænkelse og for fire gange at have misbrugt sin lægestilling.
Anklager i sagen havde dog inden domsafsigelsen gået efter treethalvt års fængsel.
Anklagemyndigheden understreger overfor TV2 ØSTJYLLAND, at det er fuldstændig normalt at kontraanke, hvis en dømt anker sin dom.
Carlos Gaewkheo Shiralipour blev anholdt og varetægtsfængslet i marts 2022, efter en kvinde anmeldte ham. Hun var indlagt på isolationsstue på Aarhus Universitetshospital med influenza, men lægen, der ikke engang var tilknyttet afdelingen, kom ind og "undersøgte" hende både vaginalt og rektalt. Ifølge kvinden kaldte han undervejs sig selv "Hr. Doktor" og kvinden for "unge frøken".
Efter anholdelsen kom flere med lignende anklager mod ham, så der til retssagen, der kom for retten i december, var fire forskellige forurettede med beskrivelser af episoder i både Aarhus og Viborg.