Stærkt bevæbnet politi massivt til stede ved retslokale
14 mænd med relationer til bandemiljøet er tiltalt for vold af særlig brutal karakter, trusler og ulovlig tvang.
Østjyllands Politi er onsdag formiddag massivt til stede ved et specialbygget retslokale i Aarhus.
Det skyldes starten på sjældent omfattende retssag mod 14 bandefolk.
De 14 mænd har ifølge politiet overfaldet tre andre mænd med adskillige slag og spark, truet dem med knive og pistoler og tvunget dem ind i tre forskellige biler.
Styrede direkte mod en patruljebil
Alle er tiltalt for vold af særlig brutal eller farlig karakter, trusler, ulovlig tvang og frihedsberøvelse.
Den ene mand er desuden tiltalt for at have udsat to betjente for fare, da han flugt fra politiet styrede sin bil direkte mod en patruljebil. Patruljen nåede dog at undvige og blev derfor ikke ramt.
”Det er et groft og planlagt overfald, de 14 er tiltalt for, og det er anklagemyndighedens opfattelse, at episoden var egnet til at skabe en konflikt mellem kriminelle bandegrupperinger. Derfor er der rejst tiltale for en såkaldt bandeparagraf i straffeloven, siger specialanklager hos Østjyllands Politi, Jesper Rubow, i en pressemeddelelse.
Paragraffen betyder, at der kan udmåles en strengere straf, hvis de tiltalte bliver dømt.
Fire biler stak af
Sagen har sin begyndelse i januar i år, hvor Østjyllands Politi fik oplysninger om, at tre mænd var ved at blive overfaldet i Gellerup.
Fire biler stak af fra stedet, da politiet ankom, og flere patruljer satte efter. Den ene bil blev standset i Tilst, hvor fire mænd straks blev anholdt.
De tre andre biler blev standset på motorvejen ved Vejle efter samarbejde med Sydøstjyllands Politi. Her blev yderligere 10 mænd anholdt.
Specialbygget retslokale
Når retssagen onsdag starter, er det i et specialbygget retslokale på Paludan Müllers Vej.
Det skyldes forholdsregler i forhold til coronavirus, COVID-19 og en sjælden omfattende retssag.
- Vi er ekstra opmærksomme på sagen på grund af den karakter, den har, og fordi der er så mange tiltalte, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.