Stærekasse går amok - blitzer alle
En fejl på en stærekasse gør, at alle bliver blitzet.
Flere borgere er uberettiget blevet blitzet af en stærekasse mandag formiddag.
Det skyldes en fejl på en stærekasse ved Grenåvej i Risskov.
Flere borgere har ringet til Østjyllands Politi og klaget, da de har kørt med meget lav hastighed, men er alligevel blevet blitzet.
Stærekassen er ramt af en fejl, som gør, at den blitzer alle bilister, der passerer den, oplyser Østjyllands Politi.
Hvis man ved en fejl er blevet blitzet, får man selvfølgelig ikke en bøde og billedet vil blive slettet fra politiets systemer, oplyser de.
Stærekasserne ved Grenåvej er meget indbringende. I 2021 havde stærekasserne efter kun tre år indbragt 7.108.500 kroner fra bøder.
Er du blevet blitzet?
Er du blevet blitzet uberettiget af stærekassen på Grenåvej mandag formiddag?
Så send gerne et tip ind til vores journalist Alexander Kloppenborg.
Mail: allu@tv2oj.dk
Vejdirektoratet har sendt teknikere ud for at udbedre problemet.