Spritbilist kørte væk fra ulykke
Politiet satte efter bilist, som til sidst blev anholdt
Østjyllands Politi måtte natten til lørdag sætte efter en 41-årig mand, som havde påkørt en anden bilist og efterfølgende forsøgt at undslippe politiet.
Den 41-årige kom ifølge politiet kørende ad Viborgvej i Aarhus V, hvor han foretog en overhaling. I forbindelse med overhalingen trak han for tidligt ind til siden og påkørte derfor den bil, som han var i færd med at overhale.
- Han kører derefter væk fra stedet, og da vi får anmeldelsen, sender vi straks patruljer ud til området, siger vagtchef Christian Riis fra Østjyllands Politi.
Efter lidt tid fandt politiet fandt frem til den formodede gerningsmand, som stadig kørte rundt i bilen.
- Der bliver lavet en eftersættelse, og han fornemmer nok, at han ikke kan komme væk, så han vælger at standse til sidst. Der blev derfor ikke lavet påkørsel for at stoppe ham, siger Christian Riis og fortæller, at manden blev anholdt i Harlev vest for Aarhus.
En udåndingsprøve viste ifølge politiet, at han var spirituspåvirket over det tilladte, hvorfor der også blev taget en blodprøve på ham
Der skete udelukkende materiel skade, da den 41-årige bilist påkørte den anden bil på Viborgvej. Ulykken skete natten til lørdag klokken 02.47.