Spis middag med en politiker
Borgere og politikere skal tættere på hinanden
Tallerkenhøjde er et nyt koncept i Aarhus, som skal være med til at bringe politikerne og borgerne tættere sammen.
Konceptet går ud på, at seks personer mødes til middag - fem borgere og én politiker.
- Afstanden mellem folk og politikere er ved at blive for stor, og det bekymrer os. Vi savner nærhed og den gode samtale, hvor der er tid til at lytte til hinanden. Derfor har vi udviklet Tallerkenhøjde, som skal hjælpe til at nedbryde barrierer mellem borgere og politikere, ved at vi spiser sammen, siger Sander Jensen (R), der er en af initiativtagerne og folketingskandidat, i en pressemeddelelse.
Tallerkenhøjde har allerede allieret sig med fem aarhusianere, der lægger hjem til en tre-retters middag for seks mennesker i hvert hjem.
De første fem politikere til den første stribe middagsselskaber har allerede meldt sig på banen. Det er folketingsmedlem Jens Joel (S) og de fire folketingskandidater Britt Bager (V), Jakob Rixen (LA), Sanne Rubinke (SF) og Sander Jensen (R).
Planen er, at de fem borgere og den ene politiker fra hvert selskab skal handle og lave mad sammen - ligesom der skal snakkes en masse politik.
- Vi håber, at både folk og politikere får en ny oplevelse og vil være ambassadører for en god samtale. Vi mødes i et forum, hvor alle er lige, og det håber jeg, at man mærker, under og efter middagen, siger Sander Jensen og fortsætter:
- Drømmen er, at det bliver en fast tradition, at politikere mødes med folk til en personlig middag og god debat - frem for de traditionelle og ofte kedelige debatmøder, hvor mange mennesker samles og lytter til politikere på et podium.
Middagene holdes den 17. november klokken 18.00, og du kan læse mere om Tallerkenhøjde her.