Sparer millioner på elregningen
Aarhus Kommune vil spare millioner på vejbelysningen
Aarhus Kommune vil med hjælp fra en ny teknologi spare 30 procent af kommunens nuværende elforbrug til vejbelysning.
På otte veje og stier i Aarhus Kommune er der det seneste halvandet år blevet testet nye LED-armaturer, der frem mod 2018 skal erstatte cirka 29.000 kviksølvsarmaturer i gadelamper.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
- Med de nye armaturer forventes elforbruget til vejbelysning at falde med cirka 30 procent. Det gør projektet til et vigtigt bidrag til ambitionen om at gøre kommunen CO2-neutral i 2030. Desuden bliver trafiksikkerheden forbedret og trygheden øget, da det ikke længere vil være nødvendigt at slukke hver anden gadelampe på de strækninger, som får ny belysning, siger Kristian Würtz (S), der er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Faldet i forbruget af el med den nye LED-teknologi svarer til omkring 1.500 husstandes årlige forbrug af el.
Projektets samlede økonomiske ramme lyder på 150 millioner kroner, men er ifølge kommunen udgiftsneutral, da de store besparelser på elforbruget vil tilbagebetale projektet.