’Sort humor’ fik fællesskabspris: Det er fantastisk
Buschauffør Emmanuel Kwesi Amonoo, også kendt som ’Sort humor’, modtog i dag Fællesskabsprisen 2016
Han blev kendt på Facebook for sit grin og smittende humør, da han vandt titlen som Midttrafiks bedste buschauffør 2016, men nu har Emmanuel Kwesi Amonoo alias ’Sort humor’ sikret sig endnu en pris.
Han er nemlig en blandt ti modtagere af Fællesskabsprisen 2016.
Det er fantastisk. Jeg er stolt over at få Fællesskabsprisen, og det er unikt og dejligt, siger Emmanuel Kwesi Amonoo til TV 2 | ØSTJYLLAND på vanlig vittig facon.
Prisen blev uddelt i København på en stor prisuddeling ombord på skibet ’Pearl Seaways’.
For prismodtageren betyder det meget, at det netop er Fællesskabsprisen, han har vundet.
Alt har jo med fællesskab at gøre, og det betyder så meget for mig. For uden ’fælles’, hvad har vi så? Ingenting, siger Emmanuel Kwesi Amonoo.
Mere end én million mennesker har set videoen af Emmanuel Kwesi Amonoo fra da han vandt prisen som årets buschauffør.
Se 'Sort humor' vinde prisen i videoen øverst i artiklen.