Søn til Niels Nicholaisen: Håber det er min far
Der er fundet ligdele i vandet ved Aarhus Havn – familien håber det kan være forsvundne Niels Nicholaisen
Sønnen til den 73-årige erhvervsmand Niels Nicholaisen håber, at det er hans far, der er fundet ligdele af i vandet ud for Marselisborg Havnevej i Aarhus.
- Vi tænker, at i den afklaringsproces, vi har været søgende på i længere tid, der har vi fået et gennembrud. Det er forhåbentlig min far, der er fundet, siger sønnen Jesper Nicholaisen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
LÆS OGSÅ: Ligdele fundet i vandet - kan være Niels Nicholaisen
Siden Niels Nicholaisen forsvandt den 5. februar har familien forgæves forsøgt at få en afklaring. Niels Nicholaisen formodes druknet, og flere af hans ejendele er fundet i vandet omkring Aarhus Havn.
- Selv om vi har haft en periode siden vi stoppede eftersøgningen og til nu, hvor vi har forsøgt at leve et normalt liv, og har fortalt os selv, at det kunne være, vi skulle leve med, at vi aldrig får en afklaring – så har det altid ligget og rumsteret oppe i hovedet. Så det med at man kan få lov at begynde at bearbejde, det ville betyde rigtig meget, siger Jesper Nicholaisen.
Det er blandt andet knogler, der er fundet af en fisker. Og ligdelene er sendt til retsmedicinsk institut, hvor de skal undersøges nærmere.
Se hele indslaget øverst i artiklen.