Sommerhus brændt ned
Voldsom brand på Hinkærvej i Egaa
29. mar 2012, kl. 09:59
Mere end 30 dage gammel
Et sommerhus på Hinkærvej i Egaa brændte sent i aftes ned til grunden ved en meget voldsom brand.
Aarhus Brandvæsen blev alarmeret kort før midnat af naboer, og da tre røgdykkerhold fra Station Lystrup ankom, var det 80 kvadratmeter store hus helt overtændt.
Der menes ikke at have været personer i huset, der brændte helt ned til grunden.
Brandvæsenet måtte bekæmpe en del flyveild i området i den kraftige blæst, men det lykkedes at undgå, at ilden bredte sig til andre ejendomme.
Brandårsagen er ukendt, oplyser Østjyllands Politi.