Søger ansatte midt i interview
Interview med Peter Johansen tager overraskende drejning
Peter Johansen blev mangemillionær på at skabe lysproducenten Martin Gruppen, som han mod sin vilje blev tvunget til at forlade i 1999. Derefter stiftede han Royal Denship, der byggede luksusbåde. Firmaet gik konkurs i 2009.
Nu er den østjyske iværksætter i gang med at søsætte et nyt firma. Det nye firma hedder SGM Lightning, og er faktisk en konkurrent til hans gamle firma Martin Gruppen.
Midt under interviewet i Go' Aften Østjylland afslører Peter Johansen, at han netop nu søger en større gruppe af nye medarbejdere.
- Vi er 40 mand nu, men starter produktionen op i Aarhus. Så vi skal have produktionsmedarbejdere, vi skal have flere ingeniører og vi skal have flere salgsmedarbejdere, fortæller Peter Johansen til Go' Aften Østjylland.
Peter Johansen har store planer for SGM Lightning.
- Jeg vil følge den samme model, som vi brugte da Martin Gruppen blev den største i verden, og det var, at produkterne var dansk producerede, og så skal de udvikles på en sådan måde, at det høje danske lønniveau ikke begrænser omsætningen, siger Peter Johansen til Go' Aften Østjylland.
Klik på videoen øverst og se Peter Johansen fortælle mere om hans store planer, og se hele interviewet med Peter Johansen i Go' Aften Østjylland mandag kl. 18.15, 21.30 eller 23.30.