Sne afslørede tyven
Tyveknægt kunne ikke løbe fra det særlige sål-mønster
En 28-årig litauisk indbrudstyv er blevet fældet af de spor, hans sko afsatte i sneen.
Manden forsøgte tirsdag kl. 11.38 at begå indbrud i en villa på Kronhjortevej i Højbjerg, da han blev overrasket af husets kvindelige beboer, der straks kontaktede politiet.
Firkanter og stjerner under sålerne
Gerningsmanden løb fra stedet, men han havde efterladt sit sålaftryk i sneen ved villaen. Et aftryk, som var karakteristisk med firkanter og stjerner.
Politipatruljerne foretog hurtigt en søgning i området efter gerningsmanden. Kl. 12.20 traf en af politiets hundepatruljer den 28-årige mand gående på Oddervej.
Han gik med en rygsæk, der blandt andet indeholdt et koben, og han havde sko på, der ganske svarede til sålaftrykkene i sneen fra villaen på Kronhjortevej.
Den 28-årige mand er i et grundlovsforhør i dag fængslet i tre uger. Han sigtes for indbrudsforsøg.