Smadret bilrude og trusselsbrev: Fotograf truet til at sige op
En freelance-fotograf fra Aarhus har valgt at sige op efter alvorlige trusler mod hans person.
Torsdag morgen blev en freelance-fotograf fra Øxenholt foto, som primært tager billeder og video fra gerningssteder, truet via et trusselbrev.
Brevet lå på forsædet af hans bil, som gerningsmændene var kommet ind i ved at smadre en rude.
Bilen holdt parkeret tæt på fotografens bopæl i Trillegården i det vestlige Aarhus.
- Jeg er virkelig ked af det på hans vegne. Det er hele familien, som det går ud over. De bor i Trillegården, hvor gerningsmændene formentlig også bor. Det kan ikke være rigtig, at de nu ikke kan gå i fred på gaden, siger fotografens tidligere chef, Per Øxenholt, til TV2 ØSTJYLLAND.
Sender kun billeder til pressen
For at undgå ballade har fotografen sagt op og stopper med at tage billeder fra brande, trafikuheld og andre politiopgaver.
I trusselbrevet beskyldes fotografen for at tage billeder af personer og videregive dem til politiet for at hjælpe med efterforskningen.
- Men det passer ikke, og vil jeg gerne dementere. Vi tager billeder af politiets og brandvæsenets arbejde og sender til pressen, siger Per Øxenholt.
På firmaets Facebook-side forsøger han at komme i dialog med gerningsmændene, uden at de dog har henvendt sig.
Tager sagen meget alvorligt
Østjyllands Politi vil også gerne i kontakt med dem. Her lyder det, at man tager sagen meget alvorligt.
- Vi er i fuld gang med at efterforske sagen, som med trusselbrevet lyder alvorlig. Det er endnu svært at sige helt præcist, hvad der er baggrunden for truslen, siger kommunikationsrådgiver hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Politiet har afsøgt spor fra den smadrede bil i Trillegården og hører gerne fra nogen, der ved noget.
Østjyllands Politi kan kontaktes på tlf. 114.