Små børn blev efterladt: Politiet dropper sag mod farmor
Politiet blev alarmeret, da et søskendepar i december sidste år blev fundet alene på gaden i midten af Aarhus.
Det var et mysterium, der udfoldede sig, da en lille pige i en klapvogn og en lidt ældre dreng blev fundet efterladt på Park Allé i det centrale Aarhus en vinterkold lørdag i december sidste år.
I en halv time holdt en borger opsyn med de to små børn i håb om, at en forælder eller en anden pårørende ville dukke op.
Læs også
Men det skete ikke - og så blev politiet alarmeret.
Efter intensiv efterforskning fandt Østjyllands Politi dagen efter frem til børnenes 54-årige farmor i en lejlighed i Aarhus. Hun blev anholdt og sigtet for vanrøgt og for at have efterladt sine børnebørn i hjælpeløs tilstand.
Men bevisbyrden har været svær at løfte for politiet - så svær at efterforskerne har besluttet at droppe sagen mod kvinden.
Det fortæller politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Østjyllands Politi.
- I december blev hun fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun dog blev løsladt. Herefter fortsatte vores efterforskning selvfølgelig.
- Det er ikke lykkedes os at bevise, at hun hensatte børnene i hjælpeløs tilstand på Park Allé den pågældende aften.
- Vi har ikke forventning om, at vi kan løfte bevisbyrden, således at vi kan føre en sag mod hende, og derfor har vi valgt at frafalde sagen, fortæller politiinspektør Michael Kjeldgaard.
Børn med afghansk baggrund
Læs også
Børnene blev vurderet til at være henholdsvis et år og to et halvt år, da de blev fundet. Umiddelbart efter blev de overdraget til Aarhus Kommune, som sørgede for at finde en plejefamilie til dem.
Børnene forstod tilsyneladende ikke dansk. Først mente politiet, at de måske var af østeuropæisk oprindelse.
De havde dog afghansk baggrund. Da deres farmor blev fremstillet i grundlovsforhør, viste det sig, at hun havde lovligt ophold i Danmark, men var afghansk statsborger.
Kan ikke finde frem til forældre
Michael Kjeldgaard kan ikke fortælle, hvad kvinden selv har forklaret om sagen - og om politiet ved, hvorfor de to søskende blev efterladt.
Og hvor børnenes forældre er, ved politiet ikke.
- Vi ved, hvem forældrene er, men det er ikke lykkedes os at finde frem til dem, lyder det fra politiinspektøren.
Læs også
I forbindelse med sagen blev også en mand på 33 år og en kvinde på 25 år frihedsberøvet. De havde en relation til børnene, men havde dog ikke noget at gøre med, at de var blevet forladt.
- Det var ikke børnenes mor og far, og de blev tilbageholdt på grund af et andet forhold, der ikke har med børnene at gøre, siger Michael Kjeldgaard.
Der er ikke rejst yderligere sigtelser i sagen, oplyser Østjyllands Politi.