Små spadestik: Familiehus gør klar til at modtage flere syge børn
Trygfondens Familiehus i Skejby skal udvides som følge af sygehussammenlægning og nyt partikelcenter
Små, kulørte skovle gravede tirsdag middag om kap foran Trygfondens Familiehus i Skejby.
Hovedparten af dem blev holdt af et barn, mens en enkelt var i hånden på formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen (S). Sammen med sygehusledelsen på Aarhus Universitetshospital, Trygfonden, personale og familier var han mødt op for at tage første spadestik til en udvidelse af Trygfondens Familiehus.
Familiehuset er et tilbud til syge børn og deres forældre samt søskende, som er indlagt gennem længere tid på Aarhus Universitetshospital.
Årets Østjyde: Nu vil jeg hjælpe de raske søskende
I dag er der 12 familieværelser, men det er ikke nok i fremtiden. Derfor skal der bygges yderligere 10 værelser til det nuværende familiehus for at give plads til flere små patienter og deres familier:
- Belægningen er rigtig fin i dag. Der kan godt være lidt ventetid, men vi kan se i fremtiden, at der kommer pres på, siger den daglige leder Vinni Stenholt til tv2oj.dk.
Flere patienter
Forudsigelsen om øget efterspørgsel efter værelser skal ses i lyset af flere sygehusaktiviteter i Skejby de kommende år.
Ifølge Vinni Stenholt vil der være behov for flere værelser, fordi børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital på Nørrebrogade bliver flyttet til Skejby og på grund af åbningen af det nye Dansk Center for Partikelterapi.
- Der vil komme en hel del børn til centret, som har kræft i hjernen og som tidligere er blevet behandlet i Houston, fortæller Vinni Stenholt.
Trygfonden har doneret 21,5 millioner kroner til udvidelsen af familiehuset, som forventes færdig i slutningen af 2016.
Siden Trygfondens Familiehus i Skejby åbnede i 2011, har omkring 1.150 familier fra hele Danmark boet på et af værelserne.
Nedenfor kan du se en video af dagens spadestik anført af en gruppe børn og regionsformand Bent Hansen: