Slagsmål ved retsmøde
Mand og søn trængte ind til libanesisk kvinde, som blev fremstillet i lukket grundlovsforhør ved retten i Århus. Kvinden er sigtet for at bortføre sin søn.
Da den 37-årige kvinde fredag blev fremstillet i grundlovsforhør, udviklede restmødet sig til et stort slagsmål, hvor stole fløj igennem luften, og der skulle flere restbetjente og politifolk til for at pacificere kvindens mand og søn.
Hun er sigtet for at bortføre sin 9-årige søn og for at sende tre af sine andre til Libanon for at forhindre, at Århus Kommune gennemførte en tvangsfjernelse.
Under retsmødet fik kvinden et ildebefindene og faldt om. Da en ambulance ankom til retsmødet, så hendes 36-årige mand og 20-årige søn, der sad udenfor retslokalet, kvinden ligge på gulvet. De trængte derefter ind i lokalet, hvor grundlovsforhøret ellers blev afholdt for lukkede døre.
Indenfor blev de mødt af retsbetjente, der beordrede dem til at blive ude. Det nægtede de to dog, og det kom til slagsmål. Her slog faren en kvindelig retsbetjent med sin krykke, mens sønnen slog en mandlig retsbetjent i hovedet.
Faren væltede desuden et bord og kastede flere stole igennem lokalet. Én af dem var tæt på at ramme en tolk, der var tilstede for at bistå den 37-årige kvinde.
Overfaldsalarmen i Byrettens bygninger blev udløst, og flere patruljevogne ankom til stedet. Til sidst lykkedes det for retsbetjente og politifolk i fællesskab at overmande de to. Blandt andet ved hjælp af peberspray.
Faren fik håndjern på og blev båret ud i en patruljevogn af fire betjente. Også sønnen blev kørt væk i en politibil.
Den 37-årige kvinde blev hjulpet ud i en ambulance og kørt på sygehuset, mens tre retsbetjente fik så mange knubs, at de måtte en tur på skadestuen for at blive undersøgt.
Et øjenvidne fortæller til TV 2 | ØSTJYLLAND, at Falck-redderne måtte genoplive kvinden, efter hun var faldet om. Hvad der var årsag til hendes ildebefindende vides endnu ikke.
Retsmødet fortsatte uden hende, og dommeren besluttede at løslade hende, da hun allerede havde siddet fængslet en længere periode i Tyskland, hvor hun blev anholdt, da hun forsøgte at komme med et fly fra Hannover til Libanon med sin 9-årige søn.