Skuespillere laver virtuel teaterforestilling - fra fem forskellige lejligheder
En instruktør og fem afgangsstuderende ved Den Danske Scenekunstskole i Aarhus har skullet tænke i alternative baner til deres afgangsforestilling.
Der er ingen tvivl om, at corona-tiden har gjort dagligdagen en anelse mere besværlig for mange mennesker.
Det mærker de også hos Den Danske Scenekunstskole i Aarhus, hvor fem af deres skuespilstuderende i aften har premiere på deres afgangsforestilling, "ALT ER UMULIGT".
Oprindeligt skulle de have afsluttet deres uddannelse med teaterforestillingen på Aarhus Teater. Men det har coronavirussen sat en stopper for.
- Det er bare noget møg, siger afgangselev Patrick Hansen til TV2 ØSTJYLLAND.
En 'spacy' oplevelse
De fem afgangsstuderende og instruktøren har derfor skullet tænke i alternative baner og scenografier.
Derfor er de klassiske skrå brædder skiftet ud med lejligheder i Aarhus.
- Det er meget spacy - også når man arbejder med et fag, hvor man normalt er sammen hele tiden og er meget fysiske sammen, at man så lige pludselig sidder hver for sig i en lejlighed med en computer, siger Patrick Hansen.
Forestillingen er altså sat op på en måde, så de skuespilstuderende kan spille teater sammen - men fra hver deres adresse.
- I starten var det selvfølgelig ret udfordrende, fordi der sker rigtig mange ting på én gang. Og så er der bare noget helt teknisk, der skal være oppe at køre, for at det virkelig kan bruges til noget, siger instruktør, Tue Biering, til TV2 ØSTJYLLAND.
En uges livestreaming
I aften, lørdag, er der premiere på afgangsforestillingen, der livestreames hver aften den kommende uge.
- Jeg er meget spændt, for man ved ikke, hvor mange der kigger med. Og jeg ved ikke, om folk har forladt computeren efter ti minutter eller er gået væk fra hjemmesiden, eller om de faktisk sidder helt opslugt, siger skuespilstuderende Patrick Hansen.
Udover de fem lejligheder er byen også scenen i teaterforestillingen.