Skolestart skaber bekymring: - Vi bliver nødt til at sikre vores børn

Mandag har været første skoledag efter ferien for rigtig mange folkeskoleelever - noget som dog skaber stor bekymring grundet stigningen i antallet af coronasmittede.

02:05

Mandag morgen ringede det ind til første skoledag efter ferien for rigtig mange folkeskolelever - dog ikke for 6-årige Vitus Mechlenborg fra Brabrand.

Det skulle ellers have været hans første skoledag i 0. klasse på Sødalsskolen i Brabrand, men grundet det voldsomt stigende smittetal med COVID-19 i Aarhus har skolen sammen med forældrene besluttet at udskyde skolestarten for de mindste klasser for at mindske risikoen for smitte. 

Læs også Anne er sendt tilbage til hjemmekontoret: - Jeg arbejder mere effektivt

- Jeg synes, det er et udtryk for, at vi ønsker vores børn og skolen det bedste, lyder det til TV2 ØSTJYLLAND fra Kasper Mechlenborg, der er far til Vitus. 

Holder børnene hjemme for at sikre dem 

Tidligere er der konstateret fire tilfælde af coronavirus med forbindelse til skolen, så nu bliver flere af børnene testet, inden de skal starte i skole.

- Vi bliver nødt til at sikre vores børn, og forhåbentlig gør andre forældre det samme, så der er mindre sandsynlighed for smitte, når vi vender tilbage til skolen, siger Kasper Mechlenborg. 

Mandag skulle have været første skoledag for 6-årige Vitus. 

I følge Aarhus Lærerforening er det en god ide. De mener nemlig ikke, at Aarhus Kommune håndterer skolestarten rigtigt, når de lader børnene starte allerede nu med færre restriktioner end før sommerferien, når kommunen samtidig står midt i et stort smitteudbrud. 

- Vi kunne godt tænke os, at man kom tilbage til den lovgivning, der var før sommerferien, siger Jesper Skorstengaard, der er formand for Aarhus Lærerforening, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Hvis det stod til dem, så burde man istedet se en udskydelse af undervisningen mange flere steder og indføre nødundervisning. 

Læs også Krav om mundbind i bus og tog indføres i seks kommuner i alt

- Problemet er, at skolen er organiseret efter det, man kan kalde en normal skoledag, men det, der er behov for, er, at skolen er organiseret ud fra menneskets risiko for smitte, siger Jesper Skorstengaard. 

Aarhus Lærerforening vil have samme løsning som gymnasierne  

Gymnasierne har startet deres skoleår med undervisning hjemmefra, derfor burde folkeskolerne gøre præcist det samme, lyder det fra formanden for Lærerforeningen. 

Han opfordrer derfor rådmanden på området Thomas Medom til at handle. 

- Jeg vil opfordre ham til at få undervisningsbekendtgørelsen til at virke fra i morgen, så folkeskolerne har mulighed for at arbejde under det, siger han. 

Formanden for Aarhus Lærerforening er ikke tilfreds med Aarhus Kommunes håndtering af skolestarten for folkeskoleeleverne. 

Rådmanden har taget kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed 

Rådmanden forstår godt bekymringen og oplyser mandag aften, at han gennem sundhedsmyndighederne mandag har lavet en henvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed angående problematikken. 

- Det er også dem, der har besluttet, at gymnasierne ikke skulle afsted i 14 dage. Jeg tror, det er mest trygt for os alle, at det er sundhedsmyndighederne, der kommer med en anbefaling og vejledning, hvis der skal tages så store tiltag, som det er, hvis vi skal sende eleverne hjem igen og gå over til fjern- og nødundervisning, siger Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, til TV2 ØSTJYLLAND. 

Jeg tror, det er mest trygt for os alle, at det er sundhedsmyndighederne, der kommer med en anbefaling og vejledning, hvis der skal tages så store tiltag.

Thomas Medom (SF), rådmand, Børn og Unge,  Aarhus Kommune

Han påpeger dog, at man også allerede nu har sat en lang række andre tiltag i gang - blandt andet ekstra rengøringspersonale og mulighed for mere fleksible skemaer samt mere undervisning udenfor for at skabe så tryg en skolestart som muligt. 

- Hvis der kommer en anbefaling om, at vi skal gå helt over til nødundervisning igen, så gør vi selvfølgelig det, men indtil dette måtte komme, så arbejder vi hver eneste dag benhårdt på at sikre mest mulig tryghed og imødekomme de bekymringer, der kunne være, siger han. 

00:34

VIDEO: Thomas Medom (SF) fortæller mandag aften, at han vil lade sundhedsmyndighederne lave vurderingen af om, folkeskoleeleverne skal have nødundervisning. 

Luk video