Skoleskyder-sag bekymrer: - Det løb mig koldt ned ad ryggen

Forældrene på Tilst Skole har mandag fået at vide, at en 27-årig mand har planlagt et skoleskyderi mod skolen.

En 27-årig nordjyde er anklaget for at have planlagt flere skoleskyderier, hvor en af dem har været Tilst Skole.

Det kom frem i retten mandag, hvor retssagen mod manden begyndte.

Den 27-årige har blandt andet søgt på ringetider for 16 forskellige klasser på Tilst Skole. Det skete tilbage i 2018, hvor han ifølge tiltalen var på rekognoscering i Aarhus-området.

Ledelsen på Tilst Skole har efterfølgende mandag sendt en mail ud til skolens forældre. Og indholdet var særdeles ubehagelig læsning for forældrene. 

- Det løb mig koldt ned ad ryggen. Jeg blev bange for at tænke tanken til ende, og jeg synes bare, at det var en rigtig grim besked at få, siger Tine Qvist, der har en datter på Tilst Skole, til TV2 ØSTJYLLAND. 

- Det løb mig koldt ned ad ryggen, fortæller Tine Qvist om det øjeblik, da hun modtog mailen om den anklagede skoleskyder.
- Det løb mig koldt ned ad ryggen, fortæller Tine Qvist om det øjeblik, da hun modtog mailen om den anklagede skoleskyder.

En anden forælder fortæller, at hun er bange for, hvad der sker, når den anklagede igen er på fri fod. 

- Det var lidt af en mavepuster, man fik der. Jeg blev selvfølgelig bekymret for at sende mit barn afsted. Godt nok er han stadig inde, men vi ved ikke, hvornår han er ude igen, og hvornår han er i gang, siger Rana Dalawi, der også har et barn på Tilst Skole, til TV2 ØSTJYLLAND.

Tør godt sende deres børn afsted

Selvom beskeden om det planlagte skoleskyderi var ubehagelig læsning for de to mødre, har de dog ikke et problem med fortsat at sende deres børn i skole.

- Vi er allerede blevet gjort opmærksom på, at manden er i varetægt, så jeg er tryg ved, at min datter kommer i skole, siger Tine Qvist.

Rana Dalawi er enig, men pointerer dog, at hun er bekymret for fremtiden.

- Ja, for nu er jeg tryg, kan man sige. Men igen, jeg ved ikke, hvor han er henne, når han kommer ud. Så det bekymrer mig, siger hun. 

Rana Dalawi er bange for, hvad der sker, når den anklagede skoleskyder en dag bliver løsladt.
Rana Dalawi er bange for, hvad der sker, når den anklagede skoleskyder en dag bliver løsladt.

Brev til forældre: - Alle kan være trygge

I brevet til forældrene på Tilst Skole skriver skolelederen og skolebestyrelsesformand Henriette Gregersen, at man først er blevet bekendt med, at Tilst Skole var i den tiltaltes søgelys mandag.

'Vi kommer til at tale med jeres børn om det og vil på den ene side møde dem i deres mulige bekymringer og samtidig forsikre jeres børn om, at det er helt trygt at gå i skole,' lyder det blandt andet i brevet, som TV2 ØSTJYLLAND har set.

quote Der har ikke været en direkte trussel mod Tilst Skole, så vi er ikke bekymrede her

Lone Jørgensen, skoleleder, Tilst Skole

- Medierne har et stærkt fokus på sagen. Vi har valgt at understrege, at vi er trygge ved myndighedernes håndtering af sagen, og at det er trygt for alle elever at komme på Tilst Skole.

Skoleleder Lone Jørgensen ønsker ikke at stille op til interview, men siger til TV2 ØSTJYLLAND:

- Jeg har fuld tiltro til myndighederne om håndteringen af det her.

- Der har ikke været en direkte trussel mod Tilst Skole, så vi er ikke bekymrede her. Vi er ved at forfatte en mail til forældrene, og så klarer vi det internt her på skolen, siger Lone Jørgensen til TV2 ØSTJYLLAND.

Rådmand: Det er tryg og sikkert

Rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune, Thomas Medom, har heller ikke ønsket at stille op til interview med TV2 ØSTJYLLAND. 

Han har dog sendt et skriftligt svar, hvor han melder, at der ikke er nogen grund til at være bekymret. 

quote Det er trygt og sikkert at gå i skole i Tilst

Thomas Medom (SF), rådmand for Børn og Unge, Aarhus Kommune

- Det er selvfølgelig ikke rart, at Tilst og andre skoler er nævnt i så alvorlig en sag, og jeg forstår til fulde forældrenes umiddelbare bekymring. Men det er trygt og sikkert at gå i skole i Tilst, ligesom det er det i resten af Aarhus Kommune. Det er det i dag, det var det i går, og det er det også i morgen. 

- Den tiltalte i sagen er tilsyneladende syg og har været fængslet det seneste år, hvor han altså har været væk fra gaden. Jeg har ingen grund til at betvivle, at politiet og andre myndigheder har håndteret sagen på betryggende vis. 

- Havde der været noget konkret i den aktuelle sag, som politiet eller andre mente, at vi eller skolen skulle handle på, har jeg fuld tillid til, at vi havde fået det at vide, skriver rådmanden i en mail. 

Retssagen mod den 27-årige startede mandag. Du kan læse mere om den første dag i retssagen her.