Skolepiger knækker cancer med koncert
To 12-årige piger samler penge ind til kampen mod kræft
Torsdag aften var der koncert på Laursens Realskole i Aarhus, men det var ikke en helt almindelig koncert.
Koncerten havde nemlig til formål at samle penge ind til Knæk Cancer-kampagnen, og så var det hele arrangeret af Gertrud Kilden og Marie Graversen fra 6. klasse på Laursens Realskole.
- Vi har begge to veninder, der har mistet deres mødre til cancer, og det er en sygdom, der er mange, der får og dør af, og det skal der rettes op på, siger Gertrud Kilden.
Og det initiativ var der torsdag aften mange, der støttede op om, og der var godt med mennesker i salen på Laursens Realskole.
- Det er fantastisk. Jeg er så glad, at jeg slet ikke kan stoppe med at smile. Vi havde slet ikke regnet med så mange mennesker, så det er helt vildt godt, siger Gertrud Kilden.
Sejt!
På scenen denne torsdag aften var der tre upcoming bands: Nava, OTA og Shenadoah.
Og blandt tilskuerne var der mange roser til de to 12-årige piger, der har stablet arrangementet på benene.
- Jeg synes, det er super fedt. At to så unge piger står for sådan et arrangement, det er kanon. Det er virkelig sejt, og det er værd at støtte op om. Stor respekt, siger Emil Søndergaard fra Aarhus.
Gertrud Kilden og Marie Graversen håber, at de kan sende et par tusinde kroner af sted til kampen mod kræft.
Du kan følge de to pigers projekt på Facebook her.
I videoen øverst på siden kan du se mere fra koncerten og høre et interview med Gertrud Kilden