Skoleeksemplet på integration
De vietnamesiske bådflygtninge er godt integreret
Khiem Dinh Hyun kom til Danmark som bådflygtning i 1979 sammen med sin bror og sine forældre. Sammen med over en million andre sydvietnamesere flygtede de fra det kommunistiske regime.
Det var en stor omvæltning. Nyt land, nye skikke og et helt nyt sprog.
På trods af udfordringerne klarede flertallet sig godt. Mange af mændene skaffede sig hurtigt en indtægt. Også Khiems far. Han blev hurtigt ansat i park- og vejafdelingen i Aarhus Kommune - og der blev han i 32 år.
- Hvis man kigger på de asiatiske bådflygtninge, som kom i sen 70'erne, så hører man ikke om så mange af dem i dag. Vi er en homogen gruppe, som godt kan gå ind i samfundet og arbejde på lige fod med samfundet. Vi lider ikke nogen til last, men bidrager rigtig, rigtig meget, siger Khiem Dinh Hyun, der i dag er læge på Aarhus Universitetshospital.
- Jeg tror, vi er skoleeksemplet på integration - på en måde.
Og i dag er både far og søn lykkelige for, at de som flygtninge fik en chance i Danmark.
- Jeg sidder jo i en situation, hvor jeg er tilfreds, og hvor jeg har opnået materielle goder, status, godt ægteskab og em god omgangskreds. Så i slutningen, så blev det godt, siger Khiem Dinh Hyun.
Det vietnamesiske samfund i Aarhus tæller godt 3000 personer.
Se mere i videoen øverst. Her kan du også møde Dong Le, der som barn blev samlet op af det danske skib PepSun.