Skejby sygehus politianmeldt
Brandsikkerheden var ikke i orden
Aarhus Universitetshospital i Skejby er meldt til politiet efter at brandmyndighederne i begyndelsen af oktober besøgte sygehuset
Kontrollanterne fra brandvæsenet kunne konstatere flugtveje spærret af stilladser, inventar og udstyr, og der var problemer med håndsprit på gangene.
- Det er ikke noget, vi gør normalt. Men her så vi en hel afdeling med blokerede flugtveje. Forseelserne var så alvorlige, at vi blev nødt til at tage drastiske midler i brug, siger afdelingsleder ved Aarhus Brandvæsen Per Dyrvig til Århus Stiftstidende.
Fejlene blev konstateret på hjerteafdelingerne B og T, og på afdeling T var forholdene så graverende, at brandvæsenet truede med at lukke afdelingen, hvis ikke forholdene omgående blev bragt i orden.
Brandvæsenet indskærpede også, at der ikke må ligge patienter på gangene og advarede om, at der uden varsel kommer endnu en politianmeldelse, hvis ikke hospitalet overholder forbuddet.
På Skejby Sygehus tages politianmeldelsen til efterretning og reglerne indskærpes.
- Det er vi frygtelig kede af, og vi har indskærpet retningslinjerne over for både hospitalets eget personale og for entreprenørerne, siger kvalitetskoordinator på Aarhus Universitetshospital, Skejby, Birthe Drews til Århus Stiftstidende.
- Selvfølgelig skal sikkerheden være på plads, og tingene blev bragt i orden med det samme, siger hun til avisen og understreger, at det er første gang, hospitalet har modtaget en politianmeldelse fra brandvæsenet.