Skattekontrol dukkede op - så stak ansatte af

Da Skattestyrelsen torsdag var på kontrol i Aarhus, fandt de problemer hos 28 ud af 34 virksomheder. Tre ansatte stak af, da de så kontrollen. Andre steder kunne ingen betjene kasseapparatet.

Tre ansatte tog benene på nakken, da Skattestyrelsen i sidste uge var på kontrol hos en stribe virksomheder i Aarhus. Bogstaveligt talt flygtede to ansatte ud af lokalet et sted, mens en ansat stak af ved en anden kontrol.

- Aktionen torsdag adskilte sig desværre ikke fra lignende aktioner. Tre medarbejdere stak af fra deres arbejde, inden vi nåede at tale med dem, udtaler Preben Buchholtz, underdirektør i Skattestyrelsen, i en pressemeddelelse.

Fokus var på sort økonomi, skriver Skattestyrelsen i pressemeddelelsen, og i alt 34 virksomheder blev kontrolleret. Her fandt styrelsen problemer i 28 af virksomhederne, som nu alle kan se frem til yderligere kontrol i den kommende tid.

Der er primært tale om pizzeriaer, restauranter, kiosker og frisører, fremgår det, men Skattestyrelsen ønsker ikke at oplyse, hvilke virksomheder der er tale om, eller hvor i Aarhus de har hjemme.

Det fokuserede kontrollen på:

Preben Buchholtz oplyser, at styrelsen i 14 af virksomhederne blandt andet mødte medarbejdere, som var på offentlige ydelser, mens de tilsyneladende samtidig arbejdede.

- Andre fortalte, at de havde første arbejdsdag, siger Preben Buchholtz.

De 14 virksomheder, som ikke umiddelbart havde styr på registreringen af deres medarbejdere, bliver nu pålagt at føre en digital logbog over de medarbejdere, som til enhver tid er på arbejde, fremgår det.

Ingen kunne betjene kasseapparatet

Samtidig tydede det i 21 virksomheder på, at de ikke havde alt for godt styr på at registrere salget. I to virksomheder var der eksempelvis ingen, der kunne betjene kasseapparatet.

- Vi fik under besøget i en virksomhed udleveret bilag, der viste en omsætning på 800.000 kroner, der ikke var betalt moms af. Vi skal nu hjem og gennemgå bilagene og se, om de også har ret til at trække noget fra, inden de får en regning på den manglende moms, forklarer Preben Buchholtz.

De 21 steder bliver nu pålagt digitalt at registrere deres salg – altså at benytte et digitalt kasseapparat, som registrerer salget, så myndighederne kan følge med.

Skattestyrelsen oplyser, at de 34 kontrollerede virksomheder ikke var tilfældigt udvalgt, men at kontrollen var baseret på mistanke om rod i enten regnskaber eller registrering af de ansatte.

Det er ikke mere end godt en måned siden, at Skattestyrelsen senest gennemførte en større kontrolaktion i Aarhus. Her undersøge de syv virksomheder for social dumping, og i seks stilfælde var der grund til opfølgende besøg, oplyste styrelsen.