Skærer tiltag midt over: Det er en stikkerlinje

Regeringens ældretiltag, der bliver sat fokus på i en ny kampagne, er en "stikker-linje", lyder det fra Aarhus-rådmand.


Rettelse
Det har tidligere fremgået af artiklen, at det er et nyt tiltag. Der er i stedet tale om en ny kampagne, der skal sætte fokus på tiltaget, der blev vedtaget i 2018.

'Stop styrelsens stikker-linje'.

Der bliver ikke lagt fingre imellem fra den nyligt tiltrådte rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, Christian Budde (V). Reaktionen kommer, efter en ny kampagne har sat fokus på muligheden for at klage over ældreplejen via en linje til Styrelsen for Patientsikkerhed.

Under overskriften "Tryg ældrepleje" gør servicen, der har eksisteret siden 2018, det muligt for borgere at indberette klager til et centralt sted og altså ikke direkte hos kommunen.

Og det, mener Christian Budde, er en rigtig dårlig ide.

- Det er en tofodstakling, der bliver sat ind på hele den positive fortælling, som statsministeren startede året med, siger rådmanden til TV2 ØSTJYLLAND med henvisning til Mette Frederiksens nytårstale.

Her lancerede hun en vision om en ny ældrelov, der skal afbureaukratisere ældreområdet og give kommunerne mere frihed. Et budskab, Christian Budde er positivt stemt over for, og som han mener bliver undergravet af det han kalder "stikker-linjen".

- Vi har brug for at passe på vores ældre. Vi har brug for arbejdsro. Vi har brug for at skrælle en masse bureaukrati af. Og det her er et udtryk for unødvendig, national bureaukrati, som kommer til at fylde alt for meget hos mine gode medarbejdere i ældreplejen, siger Venstre-manden.

quote Jeg vil foreslå, at Christian Budde tager det op med sit eget parti Venstre, som selv er med i aftalen om kampagnen

Astrid Krag (S), ældreminister

Han efterspørger den dialog og tillid, som han mener, statsministeren gav udtryk for.

Men hvis det nu ikke lykkes gennem kontakten med kommunen, er der så ikke behov for en "stikkerlinje"?

- Jeg tror grundlæggende på, at problemer løses bedst i det nære. Vi er rigtigt dygtige lokalt. Vi har problematiske sager hver eneste dag - dem tager vi hånd om, og dem løser vores dygtige medarbejdere, siger Christian Budde.

Men det er ældreminister Astrid Krag uenig i. Og hun påpeger, at Buddes parti, Venstre, også støtter kampagnen.

Aftalen blev nemlig i sin tid lavet mellem regeringen og en række partier - herunder Venstre. Og kampagnen er blevet lanceret nu med det formål at udbrede kendskabet til muligheden om indberette en bekymring, en klage eller søge om erstatning.

- Selvom meget fungerer rigtig godt i vores ældrepleje, er vi også nødt til at erkende, at tilliden til ældreplejen har fået flere skrammer. Den tillid skal genopbygges, og her er det vigtigt, at ældre og pårørende har et sted, hvor de kan blive hørt, hvis de føler, at noget ikke fungerer, som det skal.

- Jeg vil foreslå, at Christian Budde tager det op med sit eget parti Venstre, som selv er med i aftalen om kampagnen, siger Astrid Krag.

VIDEO: Se et tv-indslag Christian Buddes modstand mod 'stikkerlinjen'.

Hun afviser, at tjenesten skal fungere som en stikkerlinje, og at det heller ikke er for at skabe mere bureaukrati. Det handler om at oplyse borgerne om muligheden for at kontakte Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis man er bekymret.

- Det er i alles interesse, at alvorlige forhold kan komme frem i lyset, så vi skaber tryghed for, at der ikke sker omsorgssvigt i ældreplejen, lyder det fra ministeren.

Christian Budde blev ny rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune fra årsskiftet.

261226-32686100.jpeg
261226-32686100.jpeg
partibogstav v
Venstre Aarhus kommune
Christian Budde
Født 12/11/1981 , Chefkonsulent