Skæbneaften for Joachim B.
Kuglestøderen og dansestjernen Joachim B. Olsen fra Århus skal fredag aften danse i "Vild med dans"-finalen.
På forhånd var der vist ikke ret mange, der troede, at 140 kilo tunge Joachim B. Olsen kunne danse. Men det kan han. Og det endda så godt, at han nu er i finalen i "Vild med dans".
Konkurrencen er voldsomt populær. I år har mere end 1,2 millioner danskere siddet klistret til skærmen, når kendisser har luftet danseskoene.
I aften er det så finaleaften. De sidste deltagerpar er Joachim B. Olsen/Marianne Elhilt og Tina Lund/Tobias Karlsson. Århusianeren er storfavorit hos Danske Spil. En sejr til Joachim B Olsen giver nemlig blot pengene 1,16 gange igen, mens en sejr til Tina Lund giver pengene fire gange igen.
Se med i aften på TV 2 | ØSTJYLLAND fra klokken 19.30, når vi sender direkte fra de sidste nervepirrende minutter, før Joachim B. for sidste gang danser i "Vild med dans".