Skadeligt at være på ghettolisten
I Trigeparken undrer de sig over placeringen
Ghettolisten skader boligområder og giver dem et dårligt ry. Det viser ny forskning fra Trigeparken i Aarhus
Trigeparken lidt nord for Aarhus er et af de boligområder, der siden 2011 har haft den tvivlsomme ære at være på ghettolisten. Og så er Trigeparken et område, som forskere har brugt til deres undersøgelse af, hvilken betydning det har for områder at være på ghettolisten.
Forskernes resultater viser, at der er meget langt fra beboernes virkelighed i Trigeparken, til den virkelighed staten ser.
- Vi har det rigtig godt herude, lyder det fra Teddy Weinreich, der er formand for Afdeling 20 i Trigeparken.
Han fortsætter:
- En ghetto er et sted, hvor der er skyderier, ballade og bander, men det har vi slet ikke noget af her.
Det er skadeligt
Og dommen fra forskerne klar:
- Det har skadet dem (Trigeparken, red), og det har gjort det sværere at gøre nogle af de ellers gode ting, som man har gjort derude med at forsøge at få de sociale problemer til at blive mindre, siger Per Mouritsen, der er professor ved politisk teori og medborgerskabsstudier på Aarhus Universitet.
I Trigeparken, der består af 371 lejligheder og cirka 1050 indbyggere, har de svært ved at lokke folk ud.
- For det første er det ikke det nemmeste sted at flytte hen, fordi der er ti til 12 kilometer herud fra Aarhus, og der sker ikke det samme, som der sker inde i byen. Når det i forvejen er svært, så bliver det ikke lettere af, at stedet bliver kaldt en ghetto, siger Teddy Weinreich, der ikke forstår ghetto-stemplet.
- Det er et dejligt sted at være, og det er et dejligt sted at bo. jeg ville ønske, at vi kom af listen, så vi fik forbedret vores renommé til det, som vi føler, at det er herude. Det vil gøre godt for alle, siger han.
I Østjylland er Sundparken i Horsens, Højvangen i Skanderborg, Glarbjerg i Randers og Bispehaven, Trigeparken og Gellerupparken i Aarhus Kommune ghettoer - eller som by og boligministeren kalder det: særligt udsatte boligområder.
Du kan se mere om Trigeparken og den nye forskning i indslaget øverst på siden.