SK Aarhus tabte på hjemmebane
Team Esbjerg slog SK Aarhus med to mål
SK Aarhus led onsdag aften sæsonens første nederlag på hjemmebane, da Team Esbjerg vandt i Aarhus med 28-26.
Team Esbjerg, der er ubesejret efter syv ligakampe, erobrede momentum fra begyndelsen af kampen og kom hurtigt foran 7-1.
SK Aarhus fik ganske vist reduceret til 6-8, men det var en stakket frist, og ved pausen førte det gæstende mandskab med 17-12.
Alligevel blev det spændende i anden halvleg, hvor Team Esbjerg spillede skidt.
Blandt andre havde Estavana Polman svært ved at finde sit sædvanligvis høje niveau.
Den hollandske bagspiller tog dog ansvar i slutfasen og endte på fire scoringer.
Tre mål fra topscoreren
Hjemmeholdets Anna Sophie Okkels, der er topscorer i Dame Håndboldligaen, måtte nøjes med at score tre mål.
Lærke Christensen blev topscorer for SK Aarhus med otte træffere, mens Betina Riegelhuth ligeledes lavede otte mål for Team Esbjerg.
Vestjyderne stillede op til kampen med en smal bænk, der kun gav plads til få udskiftningsmuligheder.
Holdet er blandt andre uden landsholdsspilleren Lotte Grigel, der har fået grønt lys til at finde en klub i udlandet.
SK Aarhus har otte point for syv kampe, mens Team Esbjerg har 12 point for syv kampe, et point flere end Randers HK, der dog har spillet en kamp færre.
I videoen øverst på siden kan du se interview med SK Aarhus' Lærke Christensen og Anna Sophie Okkels.
SK Aarhus-Team Esbjerg
SK Aarhus: Lærke Christensen 8, Lina Rask 4, Natascha Ohlendorff 4, Anna Sophie Okkels 3, Laura Nørgaard 1, Emma Mogensen 1, Julie Pontoppidan 1, Malene Gandrup 1, Anne Sofie Hjort 1, Majbritt Toft Hansen 1, Camilla Fangel 1
Team Esbjerg: Betina Riegelhuth 8 (2), Susanne Kastrup Forslund 6, Estavana Polman 4, Tove Seest 3, Laura van der Heijden 3, Jenny Alm 3, Stine Bodholt Nielsen 1
Udvisninger: SK Aarhus 1, Team Esbjerg 2
Tilskuere: 956