SK Aarhus sikrer endnu en spiller
Camilla Fangel fra Nykøbing Falster Håndbold på toårig kontrakt i SK Aarhus
Mindre end 24 timer efter, at håndbold SK Aarhus offentliggjorde en ny toårig aftale med stortalentet Lærke Christensen, kan håndboldklubben nu præsentere endnu en spilleraftale.
Det drejer sig om den 22-årige stregspiller Camilla Fangel, som i denne sæson spiller i Nykøbing Falster Håndbold. Camilla Fangel kommer til SK Aarhus på en toårig kontrakt.
- Camilla har længe været i søgelyset hos SK Aarhus. Camilla har trods sin unge alder allerede en del liga-erfaring fra NFH, hvor hun de seneste par sæsoner har været en nøglespiller i både forsvar og angreb. Camilla er med sin store fysik en dygtig tovejs spiller og vi glæder os til at videreudvikle Camillas spil i begge ender af banen, siger cheftræner Jesper Holmris.
Se: SK Aarhus hapser stortalent
Camilla Fangel bor og studerer lige nu København, men ser frem til at komme til SK Aarhus. Hun glæder sig over de muligheder byen og klubben kan give hende for at kombinere studier og træning.
- Jeg ser SK Aarhus som det perfekte match for mig både sportsligt og personligt. Jeg giver mig selv de optimale betingelser for at lægge endnu et lag på min træningsmængde, da jeg nu kan studere og træne i samme by. Målet er derfor, at jeg med en øget mængde træningstimer vil kunne udvikle mig endnu mere i de kommende sæsoner, siger den kommende SK Aarhus-spiller.