Simsek dropper borgmester-drømmen

Bünyamin Simsek stiller ikke op som spidskandidat for Venstre i Aarhus ved næste kommunalvalg. Der er brug for nye kræfter.

Bünyamin Simsek er rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus, og indtil nu har han været partiets spidskandidat til borgmesterposten i Aarhus. Men sådan bliver det ikke ved næste valg.

De seneste syv år har Bünyamin Simsek været Jacob Bundsgaards konkurrent fra Venstre til borgmesterposten i Aarhus.

Men sådan bliver det ikke ved næste valg.

Simsek har valgt ikke at stille op som spidskandidat for Venstre til kommunalvalget i 2021, da Venstres bestyrelse ønsker en anden kandidat.

00:04

Bünyamin Simsek stod blandt andet bag initiativet med at få vikinger i lyskrydsene i Aarhus Midtby.

Luk video

Og selvom det er Venstres medlemmer, der vælger spidskandidaten, så har Simsek ikke tænkt sig at gå imod bestyrelsens ønske.

Fortsætter i lokalpolitik

- Det er vigtigt, at en spidskandidat har hele baglandets støtte, siger Bünyamin Simsek til TV2 ØSTJYLLAND.

- Jeg har det rigtig godt med, at jeg har truffet den beslutning. I de ting, jeg har gjort, og i de beslutninger, jeg har truffet, er der ikke noget, når jeg kigger tilbage, som jeg fortryder, eller som jeg mener, at jeg har gjort skidt, tilføjer han.

Bünyamin Simsek er på nuværende tidspunkt rådmand for Teknik og Miljø, og her bliver han frem til januar 2022. Hvad han skal derefter, ved han ikke, men han stiller op til byrådet i 2021 som menigt medlem.

Læs også Her er hele aftalen om genåbningens fase 4

- Jeg bliver 50 år til december og har været rådmand i 10-11 år, så jeg er erhvervsmæssigt et sted, hvor jeg skal finde ud af, hvad jeg skal de sidste 10-15 år, siger Simsek.

Venstre har national udfordring

Simsek fik 5.742 personlige stemmer ved seneste valg i 2017. Den, der fik næstflest stemmer, var Lene Horsbøl med 2.272 personlige stemmer. Til sammenligning fik Aarhus' nuværende borgmester Jacob Bundsgaard 39.841.

Men rådmanden mener ikke, at det er Bundsgaards popularitet, der er skyld i, at Venstre ikke har vundet borgmesterposten.

Aarhus' borgmester Jacob Bundsgaard var den politiker i landet, der fik flest personlige stemmer ved kommunalvalget i 2017.

- Nej, sådan ser jeg ikke på det. Hvis det kun var en Aarhus-udfordring, kunne det være udfordringen, men i Aalborg, Odense og København gik Venstre tilbage i 17. Det er en national udfordring for Venstre i de fire største byer. Man skal levere en strategi i Venstre, hvor man kan få borgmesterposten, siger Bünyamin Simsek.

Bünyamin Simsek stopper også som politisk leder for Venstre. Han vil ikke sige, hvem han mener, der skal overtage efter ham. Det er en beslutning, som bestyrelsen skal træffe.

Læs også Krav om mundbind i offentlig transport bliver landsdækkende