Simon jubler over tørke og regnbyger

Vinbonden Simon Hedegård kan se frem imod en fremragende høst i år. Vejret har været med ham.

Det er nok de færreste, der ligefrem jubler over skiftende vejr som Simon Hedegård. For ham er det helt perfekt med en tørkelignende sommer, så regnbyger og siden blæst og tørvejr igen.

Kombinationen er helt ideel for en vinbonde, og lige netop den cocktail har vi haft i år.

quote Der bliver til et par tusinde flasker portvin, det tror jeg på.

Simon Hedegård, vinbonde, Skødstrup

Derfor ser vinbonden fra Skødstrup ved Aarhus da også henimod en god høst om en måneds tid.

- Det er svært ikke at være optimist, men det kan altid gå galt som bondemand. Lige nu kan man dog ikke blive andet end i godt humør, siger Simon Hedegård til TV2 ØSTJYLLAND.

Simon Hedegård har store forventninger til dette års vinhøst.
Simon Hedegård har store forventninger til dette års vinhøst.

Har prøvet blot 300 flasker

Han har oplevet sæsoner med helt ned til blot 300 flasker vin fra de mange stokke på marken i Skødstrup.

I år bliver anderledes, er han overbevist om.

- Der bliver til et par tusinde flasker portvin, det tror jeg på, lyder det selvsikkert fra ham.

Og det er især vejret, der er afgørende for en vinbonde.

Der kommer portvin ud af de vinstokke, som Simon Hedegård har på marken i Skødstrup.
Der kommer portvin ud af de vinstokke, som Simon Hedegård har på marken i Skødstrup.

Klimakrisen hjælper vinbonden

Ligesom det selvfølgelig er for de fleste landmænd.

quote Som vinbonde i Danmark er det lidt vanskeligt at se problemet.

Simon Hedegård, vinbonde, Skødstrup

- Klimakrisen og de højere temperaturer er træls og kedelig for mange, men som vinbonde i Danmark er det lidt vanskeligt at se problemet, forklarer Simon Hedegård.

Stokkene skal høstes om en måned, og der får bonden så set, om forventningerne bliver indfriet. 

Simon Hedegård har været vinbonde i 18 år. I Danmark er der cirka 100 vinavlere.

Her ses vinmarken fra oven.
Her ses vinmarken fra oven.