Selvtænkende hovedkvarter kalder selv på rengøringen
Elcons nye hovedkvarter i Brabrand indstiller selv indeklimaet efter vejrudsigten og bestiller den rengøring, der er behov for.
Elvirksomheden Elcon er netop flyttet ind i et nyt 6.000 kvadratmeter stort hovedkvarter i Brabrand, der selv kan følge med i vejrudsigten og kalender og på den måde automatisk tilpasse indeklimaet.
Bygningen justerer automatisk indeklimaet efter den seneste vejrudsigt og sender for eksempel også bud efter rengøringspersonalet.
Sensorer mærker, hvornår og hvor længe der er nogen i et rum. Derfor vil systemet automatisk kalde på en grundig rengøring, hvis en ansat har været meget på sit kontor i løbet af en dag
- Har jeg kun lige været inde og vende med min computer mellem møder, vil den kalde på en let rengøring, fortæller funktionschef Thomas Tørngren Nejsum til TV2 ØSTJYLLAND.
Hele tiden grønneste status
Virksomheden vil gå forrest og være med til at mindske CO2-aftrykket fra bygninger ved at bruge bygningens data.
- Det kan også fortælle os, hvordan bygningens status er. Er vi en grøn bygning, bruger vi lige så meget energi, som vi producerer eller omvendt, siger Thomas Tørngren Nejsum.
Læs også
Han er ikke nervøs for, at man lader bygningen gøre meget af arbejdet.
- Det er selvfølgelig mennesker, der skal overgive sig til teknik, men der er ikke nogen rysten på hænderne fra mig, siger funktionschefen.