Sejlsportens kongeliga besøger Aarhus
I weekenden skal sejlsportens kongeliga afholdes i Aarhus, hvor blandt andre OL-guldvinder Anne-Marie Rindom deltager.
Aarhus har i flere år forsøgt at etablere sig blandt eliten, når det kommer til afholdelse af sejlsportsarrangementer.
Og den udvikling tager i denne uge et kvantespring, når sejlsportens kongeliga besøger byen for første gang.
- Det har været led i en lang sejlsportsstrategi, som vi har lagt sammen med Aarhus Kommune. Vi er bare super glade som lokalorganisation, at vi får et så mega stort event til Aarhus, siger Jon Koch Hansen, direktør for Sailing Aarhus til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Det er den internationale turnering SailGP, der gæster Aarhus i denne uge, og det er ikke for sjov, at den bliver kaldt sejlsportens kongeliga.
Katamaranerne, som deltagerne benytter, kan nemlig sejle helt op til 100 km/t.
Jon Hansen håber, at eventet kan være med til at tiltrække nye til sporten.
- Det gør jo, at de unge bliver inspireret til at kunne nå noget mere. Nu har vi jo fået Anne-Marie Rindom, der lige har fået en guldmedalje, som også til daglig sejler i vores sejlsportscenter. Det, at vi har fået så meget fokus på sejlsporten, skaber en interesse i det område, vi er i, siger han.
Læs også
Det danske hold med blandt andet den horsensianske OL-guldvinder Anne Marie Rindom ombord, var i dag på vandet for at træne. Og forventningerne til hjemmeholdet er da heller ikke helt små.
- Det bliver helt fantastisk at sejle på hjemmebane her i Aarhus-bugten. Det er enormt svært at sige, hvad udfaldet kommer til at blive. Jeg tror, at vi har formatet nu til at ende på en podieplads, siger Peter Wibroe, Teammanager for Danmarks SailGP-hold, til TV2 ØSTJYLLAND.
Eventet løber over stablen fredag og lørdag.