Sebastian voksede op med vold og misbrug - bøgerne blev hans redning

Fortalt til Søs Kjeldsen.

- Hjemme hos os gik billedrøret på fjernsynet, og så måtte vi nøjes med at lytte til Hercule Poirot og de andre krimiserier, for vi havde ikke råd til et nyt fjernsyn eller til nye sko til gymnastik, hvor jeg i øvrigt ofte havde mine ting med i en plasticpose.

Minderne sidder i  Sebastian Bune, skønlitterær forfatter og forstander på Kofoeds Skole i Aarhus. Han er vokset op i en socialt udsat familie. Her kom kommunens sagsbehandlere på besøg. Det samme gjorde politiet, når der var husspektakler. Og hashrøgen hang i luften.

- En af de første gange, det gik op for mig, at min opvækst var anderledes og ikke så ressourcestærk, var den første sommerferie i skolen, hvor alle de andre børn skulle til De Kanariske Øer. Jeg skulle ikke noget. Jeg skulle bare hænge ud på parkeringspladsen foran blokken.

Barndommens oplevelser har den 37-årige aarhusianske forfatter reflekteret meget over, og det er blandt andet kommet til udtryk i flere romaner. Den seneste, ”Habibi”, udkom i 2022 og handler om en ung mands forsøg på at finde fodfæste i livet.

En ung mand i situationer, der langt hen ad vejen ligner det miljø, Sebastian Bune alt for godt husker fra sit eget liv.

- Min mor forsøgte gentagne gange gennem forskellige små jobs rundt omkring at skabe en god opvækst og tilværelse for os, men så mødte hun desværre bare nogle mænd, som gjorde livet surt for os, og det bærer man så med, siger Sebastian Bune.

En pæn mand med en grim baggrund

Man skal ikke skue hunden på hårene, lyder et ordsprog, og det passer på sin vis godt på mødet med Sebastian Bune, for det umiddelbare indtryk han giver er alt andet end laveste socialklasse og en opvækst på kanten af samfundet.

Tværtimod.

Som han sidder der, velklædt, velartikuleret og velovervejet, lyder han mest som den akademiker, han med årene også blev som cand.mag. i engelsk og nordisk sprog og litteratur, men det er altså ham med den hårde opvækst, forsikrer han.

- Jeg er smerteligt bevidst om det ophav, jeg har. I mit professionelle virke har jeg kontakt til rådhuset, til embedsværket og så videre, og det er utroligt vigtigt for mig, at jeg kan tale de borgeres sag, der er her på Kofoeds Skole, i de rette kredse, siger han og fortsætter:

- Det er vigtigt for mig at være præsentabel, og det er ikke, fordi jeg vil distancere mig fra, hvad jeg kommer fra, men for at kunne indgå i de kredse, hvor beslutninger bliver taget, og der kan man ikke møde op i t-shirt, siger Sebastian Bune.

Hans opgør med fortiden har efterhånden været i gang i to årtier, siden han mødte sin kone Jasmine Søgaard. Hun kom fra et helt andet miljø, end han kendte til.

- Jeg var heldig tidligt at møde min kone, som jeg har kendt i 20 år og som kom fra en helt anden type familie, hvor jeg kunne få indblik i, hvad netværk betyder og i det at være en akademikerfamilie. Jeg måtte hurtigt sande, at det var en helt anden verden end min, men også en verden som jeg havde mod på at træde ind i, og jeg fik blod på tanden, da jeg først startede på universitet på engelsk institut.

Som ung drømte Sebastian Bune ellers om at blive fiskehandler, så han gik i lære i en i dag lukket fiskebutik på M.P. Bruuns Gade i Aarhus. Det hang tæt sammen med et af barndommens lyspunkter, morens forældre.

- Mine bedsteforældre var fantastiske til at drage omsorg på deres helt særlige måde. Min morfar var fisker, en stærk mand. Han lærte mig at filetere, og det kunne jeg bruge i mit tidlige voksenliv, da jeg gik i lære som fiskehandler, som for mig var forbundet med noget nostalgi, forklarer Sebastian Bune, som nogle somre kom på ferie hos bedsteforældrene i Vestjylland.

- Mormor og morfar og Vesterhavet var et tilflugtssted. Det var sommerferie for mig og det, der føltes mest som hjem. Jeg har stort set hele min barndom boet i og omkring Aarhus, men vi flyttede så meget rundt, at det ikke føltes som at have hjemme nogen steder.

Trods de dårlige forudsætninger i livet lykkedes det alligevel for Sebastian Bune som helt ung at gribe ud efter mennesker omkring sig. Blandt andre en studievejleder og en studenterpræst.

- Og jeg greb også ud efter min kones morfar, som var læge og patolog her i Aarhus og som var til stor inspiration for mig. Han arbejdede, til han var et par og firs, og han hjalp mig godt på vej. Det samme har min svigermor gjort.

Undveg kriminel løbebane

Der var ellers nok at bearbejde – og at undvige. Kriminalitet ikke mindst.

- Jeg voksede op med forældre på overførselsindkomst og har oplevet at flytte fra adresse til adresse. Jeg havde 20 bopæle i mine første 15 år, primært her i og omkring Aarhus og er vokset op både i et miljø men også i en familie, hvor der var mange forskellige udfordringer.

- Min lillebror og jeg voksede desværre op med vold i hjemmet. Min mor havde forskellige mænd i sit liv, og det var ikke alle, der var lige gode for os børn, så vi oplevede volden på nært hold, mindes Sebastian Bune.

- Og så oplevede vi hash flyde ind og ud af hjemmet sammen med nogle af de mænd, min mor havde i sit liv, og det gjorde, at vi ret hurtigt stiftede bekendtskab med det, som nogle vil kalde for samfundets skyggeside.

Alligevel lykkedes det med egen styrke og hjælp fra omgivelserne for den unge mand fra laveste socialklasse at holde sig ude af kriminalitet.

- Jeg tror, at jeg i kraft af, at der for eksempel var hash i mit barndomshjem, fik en naturlig angst for det, for jeg kunne mærke, hvad det gjorde ved de voksne. Så kunne jeg så gennem mit miljø stifte bekendtskab med det senere. Jeg havde som teenager mange venner, hvor det var det sejeste og det hårdeste at gøre i hele verden, og langsomt tog jeg afstand fra det.

Lavpunktet var, når den lille familie endnu engang var på flugt.

- Det har været de håbløse situationer på krisecentre. Det at være hjemløs som lille familie på tre, min mor min bror og jeg. Ikke at have fast adresse og at bo på min mors veninders sofa. Det ikke at vide sig sikker på, hvor fører den næste dag hen? Det at være på flugt som barn i Danmark som en række andre danske børn også er selv den dag i dag, fortæller Sebastian Bune.

Turene på krisecenter stod på gennem ti år af barndommen, fra han var fem til 15 år og til forskellige krisecentre. Derfor hører den gentagne vold i hjemmet også med til de absolutte lavpunkter. Seks forskellige skoleforløb gennem barndommen gjorde det heller ikke let at være dreng.

- Min skolevægring, som man nok vil kalde det i dag, var ikke selvforskyldt, men skyldtes at jeg for eksempel blev fragtet med frem og tilbage til krisecentre på grund af vold i hjemmet.

Flygtede ind i fantasien

Mens familien måtte flygte fra morens voldelige mænd, tog Sebastian Bune samtidig en anden flugtvej – ind i fantasien.

- Som barn havde jeg det største ønske om egentlig bare at bo som Lille Virgil. Bygge en træhytte ude på en mark og være der for mig selv. Bare være fri for de voksne og drikke så mange røde sodavand, som jeg nu kunne, siger Sebastian Bune med henvisning til Ole Lund Kirkegaards kendte børnebog.

Bøgerne og det lokale folkebibliotek blev et helle for purken fra laveste socialklasse, og han åd sig gennem den ene fantasifulde historie efter den anden.

- Jeg havde et VHS-bånd med Lille Virgil og Orla Frøsnapper, og det så jeg igen og igen hjemme hos min mormor og morfar. Det førte mig ind i en verden af eventyr sammen med Den Lille Prins og Jules Vernes tidlige science fiction-eventyr fra forrige århundrede, og det hjalp mig lidt på vej at dykke ned i en anden verden, som var uden for den sfære, jeg var bragt i som barn.

Flugten kunne dog ikke vare ved, og da Sebastian Bune som 23-årig første gang skulle være far, pressede fortiden sig på.

- Jeg oplevede som nybagt far en masse små film fra min barndom, der var ret voldsomme, løbe gennem mit hoved. Det kender man også fra krigsveteraner. Man kalder det PTSD-symptomer, men jeg kan ikke sige, om det er lige præcis det. 

Derfor fik han også professionel hjælp.

- Jeg var i terapi for de her flashbacks for at kunne se med andre øjne på min opvækst, for hvis jeg visualiserede min egen dreng i de omgivelser, jeg havde været en del af, ville jeg hive ham ud af det omgående.

Det var på en gang glædeligt og sørgeligt for Sebastian Bune at blive far.

- At blive far var på sin vis en fantastisk oplevelse, men det betød også, at jeg så tilbage på mig selv som barn med sorg. Det var en sorg at realisere omfanget af både det omsorgssvigt og den vold og det miljø, vi blev sat i kraft af nogle af de mænd, der var i mit barndomshjem.

De hårde opgør

Derfor tog Sebastian Bune også i begyndelsen af tyverne nogle store konfrontationer med sin familie. Hans forældre ”har det godt i dag, der hvor de nu er hver især”, fortæller han.

- Det har været nogle år i mit voksenliv med mange konfrontationer, og det har ikke altid været lige godt, men jeg ønsker kun alt det bedste for mine forældre, der hvor de er.

- Jeg elsker stadig min mor og ønsker hende alt det bedste, selv om vi kun har meget sporadisk kontakt. Jeg ved, at hun på sin egen måde har forsøgt at tage vare på os og på vores liv, der hvor vi nu var. Det lykkedes bare ikke altid særlig godt.

Den stedfar, som fyldte mest og som er far til Sebastian Bunes lillebror, er fortid.

- Han har jeg ingen kontakt med i dag, og det tror jeg er bedst for alle på baggrund af de mange konfrontationer, vi har haft, og det vi har været igennem sammen.

Sebastian Bunes biologiske far er ”også et sted ude i verden”.

- Ham ser jeg ind imellem, siger Sebastian Bune og fortæller, hvordan faren trods en on-off-relation i barndommen meldte sønnen ind i Gyldendals børnebogklub.

- Jeg lærte ret tidligt at læse - før folkeskolen faktisk. Måske på grund af det abonnement.

Immervæk mange socialt udsatte

De mange indre og ydre opgør med familien og sig selv ledte ham til en ny selverkendelse.

- Da jeg blev far, var det meget vigtigt for mig at få sat ord på, hvad det er for nogle oplevelser og ikke mindst senfølger, man som ung voksen og far har med sig i bagagen, for det er noget, der er med til at forme ens liv, fortæller Sebastian Bune.

I dag er han et helt andet sted, men det betyder på ingen måde, at han har glemt sin baggrund og opvækst. Tværtimod. Fortiden bruger han som, hvad han kalder en katalysator for sit virke som forfatter og forstander på et tilbud for socialt udsatte.

- Min kreative åre, det jeg har været igennem som barn og det at blive far, tror jeg tilsammen skabte en katalysator for, at det var muligt for mig at formidle det her indhold fra barnets perspektiv, for det er immervæk svært, siger Sebastian Bune.

Dermed bevæger han sig ind på det forfatterskab, som indtil videre tæller to romaner, et par digtsamlinger samt bidrag til flere andre forfatteres værker.

- Jeg skriver bøger med afsæt i socialt udsatte menneskers skæbner, for dem findes der immervæk stadig mange af i Danmark den dag i dag.

- Og det at kunne drømme sig og væk og at kunne forestille sig andre verdener og kunne visualisere forskellige veje frem i livet, har jeg også brugt som redskab i min karriere, siger forfatteren, der tidligere har været gymnasielærer og ansat i en kommune, inden han blev forstander for Kofoeds Skole i Aarhus.

- Ernest Hemingway sagde, at det bedste, der kan ske for en forfatter, er at have en forfærdelig barndom. Om det stemmer overens med alle forfatterskaber, tør jeg ikke at svare på, men for mit eget vedkommende er det klart, at det dårlige afsæt, jeg har haft i livet, har været stor inspiration til netop at formidle om den skæbne, en meget svær opvækst er.

- Jeg bruger det som forfatter i alt, hvad jeg skriver. Der tager jeg afsæt i særligt det at møde andre mennesker, der måske er bedre stillet. At blive konfronteret med sin egen opfattelse af livet, når man har meget små midler og skabe sin egen vej i livet, når man ikke har meget med sig i bagagen.

Holder hinandens liv i hænderne

Debutromanen ”Min familie” udkom i 2017 og handler med forfatterens ord om barnets perspektiv på at vokse op i et udsat miljø.

- Og ikke mindst om, hvad man fortier, og hvad man bærer med sig på vejen, siger Sebastian Bune, der i 2022 fulgte den anmelderroste romandebut op med den selvstændige efterfølger ”Habibi”.

Det arabiske ord, som kan oversættes noget i retning af ”ven” eller ”skat”, indbefatter ifølge forfatteren både broderskab, venskab og tilhørsforhold, og titlen skal forstås som en anerkendelse af de børn og unge, der vokser op i udsatte boligområder, hvor det at komme fra et bestemt geografisk område automatisk kobles på barnets identitet. 

Ligesom Sebastian Bune blandt andet voksede op i bebyggelsen Rosenhøj i Viby.

Han føler sig enormt privilegeret, for som så mange andre danske forfattere kan han ikke leve af sine bøger.

- Men jeg har den store force, at jeg både i min rolle som forstander på Kofoeds Skole, men også som skønlitterær forfatter kan slå på en social agenda.

Agendaen handler blandt andet om et opgør med den misforståelse, forfatteren mener det er, at alle har lige adgang til uddannelse i Danmark. 

Han har selv brudt rammerne og er blevet højt uddannet som akademiker, og selv om alle unge eksempelvis har ret til SU under uddannelse, er det ikke alle, der overhovedet kan finde vej fra opvæksten til uddannelsesinstitutionerne, når familiens sociale netværk er sparsomt og ikke rækker ret langt.

- Vi har stadig ressourcesvage familier i Danmark, til trods for at vi er en stærk velfærdsstat. og derfor vil jeg gerne slå på tromme for bedre forhold for børn og unge i landet, og det bruger jeg både min kreative åre til, men også min hverdag som forstander på Kofoeds Skole i Aarhus, siger Sebastian Bune og bevæger sig lidt op ad stigen til det højere billedsprog:

- Vi holder noget af hinandens liv i hænderne, når vi møder hinanden på vejen, sagde en af byens store tænkere K.E. Løgstrup (teolog og filosof, red.), og det tror jeg så meget på. Det er en stor del af den forpligtelse, vi også har over for hinanden her i samfundet, og det vil jeg meget gerne være banefører for.

Sebastian Bune kunne nok godt skrive om andet end udsatte børn og unge.

- Men samtidig er det det, der ligger mig tættest på og også ligger mig på sinde netop at tale de udsattes sag gennem skønlitteraturen og fortælle om det, man nu kæmper med, og at det for mange mennesker, der er socialt udsatte, ofte gælder, at et problem sjældent kommer alene, lyder det fra forfatteren.