Mindst 13 børn blev udsat for seksuelle overgreb i en børnehave i Beder i 2005-2007. I en dokumentar på TV 2 fortæller flere af børnene for første gang, hvad der skete i børnehaven. For Sebastian fik det store konsekvenser.
”Din tissemand er lige så stor som Martins.” Sebastians ord bliver hængende i luften på badeværelset. Det er som en film, der går i stå i et forvrænget billede af den virkelighed, der var lige før.
Ditte er ved at børste tænder, da ordene falder. Familien er ved at gøre sig klar til et klassearrangement i Sebastians storesøsters klasse. Inde i bruseren står den femårige dreng med sin far: ”Nåh, okay,” siger Jesper og er rystet. Filmen er også gået i stå inde i ham. Der er helt stille i bruseren. Larmende stille. Ditte ved, at det er nu, hun skal slå til.
Dagen før har Sebastian nægtet, at Martin har gjort noget ved ham. Ditte og Jesper er på et stormøde i Sebastians børnehave i Beder blevet informeret om, hvad politiet indtil videre ved om pædagogmedhjælperen og de overgrebne børn. Det er forsommer og forårsgrønt på de lukkede stisystemer i parcelhusforstaden syd for Aarhus, men de seneste dage har hele byen været i oprør. Fra mund til mund vandrer lavmælte historier om tissemandslege og numselege i byens helt nye børnehave. Først om et barn, så to, så mange – overgreb begået af en pædagogmedhjælper. Øjne fyldes med vand, og verdener bryder sammen i Beder i de første sommerdage i 2007.
Dokumentaren på TV 2 er produceret af TV2 ØSTJYLLAND, der i den forbindelse har været i kontakt med alle de berørte familier og har talt med over halvdelen af børnene. Udover Matilde og Sebastian medvirker fire af dem og også nogle af deres forældre anonymt, også i teksten her:
I første omgang har Ditte og Jesper også forsigtigt spurgt deres dreng. Og dagen før, at deres verden blev forandret, var svaret altså nej. For Sebastian så Martin som sin ven, og han havde lovet at holde tæt. Det var en hemmelighed, de havde. Og så var han bange. Bange for, at Martin ville komme og gøre alvor af sine trusler om at skære forældrene over med en motorsav, hvis Sebastian sladrede.
Ditte sætter sig ned på hug med et håndklæde, da Sebastian kommer ud af badet, og begynder at tørre ham. Hun ved fra politiet, at hvis et barn åbner for posen og fortæller om overgreb til sine forældre, så vil det formentlig kun gøre det én gang. Bagefter undrer hun sig over, hvor iskoldt hun reagerer i situationen. Måske fordi hun ved, at hvis hun klokker i det nu, vil overgrebene aldrig komme frem. Mor-rollen er lagt til side. Hun er hamrende fokuseret. Ditte bruger en teknik, politiet har forklaret forældrene, med at tale papegøjesprog. De skal gentage barnets ord som spørgsmål og dermed undgå at lægge ord i munden på det. Sebastian, der allerede har mærket hans forældres reaktioner, er betuttet og ked af det. Og forvirret. Ditte holder om ham, mens hun tørrer. Og så kommer ordene. Ikke meget. Men nok til at hun efterfølgende kan ringe til politiet og anmelde Martin.
Det hele tager kun halvandet minut. Ditte roser ham for det, han har fortalt hende, og familien fortsætter med at gøre sig klar. Først da de sidder i bilen på vej hen til klassearrangementet, går omfanget af det, Sebastian har fortalt, op for hende. Hun husker, hvordan hun nærmest kollapser indeni. Resten står i tåger.
Ditte ringer til politiet og anmelder Martin. Fra en anmeldelse foreligger, og til barnet er blevet afhørt af politiet, må ingen, hverken forældre eller andre voksne, tale med børnene om, hvad der er foregået. I mange af hjemmene er det rigtig, rigtig svært. Men hjemme hos Sebastian giver det helt sig selv. For da Ditte spørger ham om noget helt andet med Martin dagen efter, er han for længst klappet i som en østers.
Først inde på politigården lukker Sebastian helt op. Forhørsbetjenten er en kvinde, der er trænet i at afhøre børn. Hun siger, at man kun må sige noget, der er sandt inde hos hende. Sebastian har fået en sodavand. Han går med derind. Alene. Jesper får en stor klump i halsen, da han bagefter ser afhøringsvideoen igennem. For det er rystende at se og høre sit barn sige de ord, han næsten ikke selv kan sige. Igen og igen vandrer Jespers tanker hen mod at køre ud til Gellerup, hvor Martin bor, og lemlæste ham. Ikke slå ihjel, ikke kastrere, men skade ham, så han hver dag, resten af livet, skulle have ondt og mindes om, hvad han havde gjort. Men betjenten med speciale i at afhøre børn, har også godt styr på voksne: ”Hvor længe har du råd til ikke at se dine børn?”, spørger hun. ”Dine børn har brug for en far, der ikke er i fængsel.” Jesper besinder sig. Han ved, betjenten har ret.
Op mod 25 børn fra Grønnebakken er forbi det tilstræbt børnevenlige forhørslokale på politigården. Nogen af dem er meget bange og tør ikke sige noget. Men 13 af dem er i stand til at løfte bevisbyrden, og tilsammen bliver deres vidneudsagn det, der fælder deres tidligere pædagogmedhjælper.
Nu hviler en kæmpe opgave for forældrene med at hjælpe børnene. Som en af forældrene fik at vide af en psykolog: Det svarede til, at vi havde gået ad en sti, og så var der en, der havde skubbet til vores dreng, så han kommet væk fra sin sti. Og det var vores opgave at hjælpe ham med at finde tilbage.
I dag er det 13 år siden, at Martin Svejgaard Johansen blev idømt tre års fængsel for sine overgreb i børnehaven Grønnebakken i Beder. De 13 børn i Beder er i mellemtiden blevet unge voksne på mellem 18 og 20 år. De har alle, i større eller mindre grad, skullet kæmpe med reaktioner på det, de var udsat for som små. En del har ingen eller få senfølger. Andre har ar for livet. Til dels afhængigt af, hvor meget de har været udsat for. Til dels afhængigt af den hjælp, de har fået. Også Sebastian Kjærsgaard Andersen, som i dag er 18 år og arbejder som chauffør og bud, inden han vil i gang med en uddannelse som håndværker.
Han står nu frem på TV 2 i programmet ”Vores mareridt fra børnehaven” og fortæller sammen med Matilde Roland Larsen og flere andre af de 13 børn, hvad der skete i børnehaven, og hvordan overgrebene dengang har haft konsekvenser, både i deres barndom og ungdom. Sebastian har ligesom Matilde bestemt sig for, at nu skal det være slut med at dukke nakken.
Sebastian: Jeg vil ikke holde mig tilbage længere, jeg vil ikke gemme mig mere. Jeg vil gerne frem med det, som jeg har været igennem, fordi jeg tror, at så bliver det også nemmere for mig i fremtiden at kunne slappe af og være mig selv uden at skulle gå og tænke over alt muligt omkring det, der skete i børnehaven.
Mange gange har han forbandet, at han lige var én af dem, det skulle gå ud over. Han har følt skam over, at han som fire-femårig ikke sagde fra overfor den voksne, og han har følt skyld over, at han kunne lide Martin. At Martin var hans ven.
Sebastian: Jeg var usikker på mig selv, fordi Martin manipulerede med mig. Han fik mig til at gøre alt, hvad han ville, også selvom det var forkert. På den måde har han ødelagt min dømmekraft for at vide, hvad der var rigtigt og forkert. Og det gjorde mig jo usikker på mig selv. Jeg følte også, at det, der skete, var min skyld, fordi jeg kunne lide ham. Og det var min skyld, fordi jeg hørte efter, hvad han sagde.
Og når de voksne sagde, at det ikke var Sebastians skyld, var det alligevel svært at tro på. Hvorfor var det så lige ham? Kunne han selv have gjort noget anderledes? Og hvad med de andre børn? Tænkte de det samme?
Tilbage i børnehavetiden er Sebastian bestemt ikke den eneste, der er vild med Martins selskab. Børnene i Grønnebakken flokkes om ham og hænger på ham. Piger kan sidde i garderoben og vente, indtil Martin møder på job. Drengene vil gerne være hans favoritbarn. Matilde, som også står frem i programmet, elsker pædagogmedhjælperens fantasi:
Matilde: Han var ligesom en af os, og man blev nærmest suget ind i hans lille univers. Han kunne fortælle historier, så figurerne nærmest vandrede levende forbi.
Tissemandslegene er kun en del af Martins univers, og Sebastian er én af de børn, der er tiltrukket af alt det, Martin kan, og alle de privilegier man kan få, hvis man er med på hans lege. Det er også farligt, og Sebastian er fanget i en blanding af fascination og venskab, trusler og angst.
Nogle af børnene opdager tidligt, at Martin har en farlig side. Og blandt de voksne har han ikke mange fans. For Martin er ikke god til at begå sig blandt dem. Det er som om, han befinder sig i et land, hvor han ikke kan sproget.
Matildes far, Christian, bemærker også den høje medhjælper med det vigende blik.
Christian: Det virkede ikke som om, det var rart for ham, at forældrene talte med ham. Jeg oplevede en ung mand, som var pædagogmedhjælper, som havde næsten alle børns opmærksomhed, og af nogle var forgudet. Mit indtryk af Martin var, at han var et stort aktiv for institutionen, det er der slet ingen tvivl om.
Martin begår sine første overgreb allerede kort efter, at han er ansat, men efterhånden bliver flere og flere børn involveret.
I slutningen af 2006 er der tydelige tegn på mistrivsel hos mange af børnene. De har mareridt og svært ved at falde i søvn. Forældrene skal ligge hos dem, til de er helt væk. Noget, mange af dem var holdt op med. Flere af børnene går også tilbage i deres udvikling, blandt andet i forhold til renlighed. Ude i børnehavens garderobe hænger der hver eftermiddag mange blå plasticposer med tissetøj, når forældrene kommer for at hente deres børn. Ofte lyder forklaringen, at Martin har kildet dem så meget, at de kom til at tisse i bukserne.
Sebastian begynder også at tisse i bukserne igen, og Ditte undrer sig. I det hele taget er deres dreng mere pylret, end han tidligere har været, men hun slår det hen som en fase. Selv har Sebastian mange huller i sin erindring om dengang, forklarer han. Men han husker de modstridende følelser: Hvordan hans ven også er ham, han var mest bange for. Hvordan han ikke tør lægge sig til sove, og hans forældre må sidde på reposen udenfor værelset, til han sover tungt. For tænk nu, om det er i aften, Martin kommer med motorsaven. Og måske det værste: Martin har sagt til Sebastian og flere af de andre børn, at han har en dims i lommen, som gør, at han kan høre dem, lige meget hvor de er. Så Sebastian skal hele tiden passe på, at han ikke kommer til at afsløre noget, særligt overfor sin mor og far. Han kan aldrig slappe af.
Nogle børn bliver truet med, at deres kæledyr bliver dræbt. Andre frygter for deres familie.
Meget af det, Sebastian fortalte sin mor og senere gentog nede på politigården, er i dag blevet væk under glemslens bløde dyne. Men han husker nogle af de overgreb, Martin begik mod ham.
Sebastian: Jeg kan blandt andet huske, at nogle af de andre drenge og jeg skulle stå på en række og vise vores tissemænd i klatretårnet. Og vi skulle lege med dem, og også lege med hans.
En dag i maj 2007 går der hul på ballonen med hemmeligheder. Matilde har leget tissekoneleg med Martin. Han har beordret den femårige pige ned at ligge på jorden med bukserne nede. Han rører både ved hende og sig selv. Pludselig kan de begge høre, at en pædagog kommer gående med nogle af de andre børn. ”Skynd dig at få bukser på,” siger Martin, mens han hiver halvt op i hendes, får sine egne på og stikker af fra stedet. Matilde går i sort og kan ikke huske mere.
Men det hun kan huske, fortæller hun til sin mor, mens de er i gang med at tømme opvaskemaskine ikke mange dage efter derhjemme.
Matilde: Så siger jeg, at jeg har leget tissekoneleg med Martin. ”Nå, nå”, siger min mor. Men spørger alligevel: ”Altså, er det et barn, der hedder Martin?” ”Nej, det er voksen-Martin,” siger jeg. Og så fryser min mor bare fuldstændig. Og hun ringer til min far og råber og skriger i telefonen, og jeg kan høre min far skrige tilbage. Og jeg er meget forvirret over deres reaktion, og jeg bliver også ked af at have gjort dem kede af det. På det tidspunkt har jeg jo ikke selv forstået, hvad der er sket.
Derfra går det slag i slag. Det ene barn efter det andet får fortalt, hvad der foregår, og vantro og chokerede forældre forsøger at begribe, hvad der er overgået deres børn. Der er ikke plads til lægge sig ned og græde over deres eget chok. Det gælder først og fremmest om at få samlet børnene op.
Ditte: Jeg tænker sådan lige umiddelbart, at det at skulle overleve sine egne børn, det kan næsten kun være det, der topper det her. Og man står i en situation, hvor man er fuldstændig magtesløs. Og har givet ens guld i nogle hænder, som man naturligvis har tillid til. Det er jo en kæmpe kamel at sluge. Og de billeder, der kan gå gennem hovedet, er jo voldsomme. Men jeg tror, man er nødt til at se dem i øjnene. Og jeg tror, man er nødt til at møde sit barn i, hvad det har været igennem.
I december 2007 falder dommen over Martin. Han dømmes for overgreb i en toårig periode mod 13 børn i Børnehaven Grønnebakken. I langt de fleste tilfælde mere end en gang. Han har blandt andet rørt ved deres kønsdele og penetreret to af børnenes endetarme. Han har fået dem til at røre ved ham og to af dem til at onanere ham til udløsning. Han bliver dømt for truslerne mod dem og også for besiddelse af flere end 20.000 børnepornografiske billeder og videoer.
Martin bliver suspenderet allerede i forsommeren. For børnene er han pludselig væk, og i mange af dem har han efterladt et stort tomrum. Selvom de er lettede, er de også kede af det, og nogen af dem spørger, om han har det godt i fængslet og får nok at spise? Blandt andet Sebastian, der med sin mor er forbi arresten i Aarhus. De forsøger at gætte, hvilket vindue han mon sidder bag.
For Sebastian savner sin ven, også selvom han var farlig, og også selvom de voksne siger, at han har gjort noget forkert. Sebastian ved også nu, at de ting, Martin gjorde, var forkerte, og at voksne ikke må true børn.
Men ligesom de andre børn er han også forvirret. For det er svært at vide, hvornår noget er rigtig og forkert. For hvilke voksne skal man stole på? Kan man stole på nogen af dem overhovedet?
Sebastian er i gang med at flippe ud i klassen. Når det sker, kan der både indgå borde, stole og andre børn. Lige nu ser de forskrækkede til, mens vikaren i 1. klasse overvældet forsøger at få Sebastian til at falde til ro. Måske ved han ikke, hvilke børn han er gået ind til og hvilken historie, nogen af dem bærer på. I hvert fald har han netop trådt på en mental vejsidebombe. Sebastian husker ikke episoden selv. Men det gør hans far.
Jesper: Det var svært at være mand i nærheden af Sebastian, særligt de første år. Det tog mindst et år fra Martin blev dømt, før jeg – hans far – fik lov at tage ham op på skødet og give en krammer. Han var meget utryg og bange. Og fuld af mistro. Så da vikaren, vist halvt i sjov, siger, at ”noget er en hemmelighed mellem ham og Sebastian”, så går Sebastian amok, fortæller de oppe fra skolen. Ingen voksne, og slet ikke voksne mænd, skulle tale om at have hemmeligheder med ham. Det var voldsomt.
Sebastian: Jeg havde svært ved at stole på mænd. De skulle bare holde sig væk. Og det kan stadig være svært for mig, det med tillid til andre, i det hele taget. Jeg kunne jo ikke rigtig sige fra over for Martin, fordi jeg var så lille. Han var den voksne, og jeg gjorde bare, som jeg fik at vide. Men da jeg begyndte i skole og var sammen med nogen på min egen alder, så følte jeg, at jeg var stor nok til at kunne sige fra.
Siden overgrebene i børnehaven har Sebastian ikke holdt sig tilbage med at vise, at han sagtens kan sige fra. Faktisk er han én af de drenge, der er allermest udadreagerende efter Bedersagen, som overgrebene i børnehaven er blevet døbt i pressen.
Sebastian: Hvis folk gjorde mig sur eller ked af det, så tog jeg fat i dem. Jeg var meget grænseoverskridende i min adfærd.
Ditte: Der er ingen tvivl om, at Sebastian har søgt grænserne rigtig meget. Han har prøvet folk af. Hvor langt kan jeg gå? Gør de noget ved mig, hvis jeg gør sådan og sådan? Kan jeg stole på dem? Skal de have noget igen? Og det har præget ham igennem hele hans opvækst og gør det, tror jeg, stadig i dag. Det har ikke været let for ham. Han har været indebrændt, men havde også haft svært ved at finde ud af, hvad han var så vred over. Det har sat ham i mange trælse situationer, og det har været svært for ham at komme ud af.
Hjemme hos Sebastian må forældrene Ditte og Jesper nærmest dagligt tage imod bekymrede og vrede opkald fra lærere, forældre, naboer og andre. Noget, der aldrig bliver rutine, selvom det kommer til at stå på mange år.
Ditte: Vi har da snakket om flere gange at pakke taskerne og flytte væk. For vi har jo også været prægede af, at Sebastian har afprøvet grænser. Der har da været situationer, hvor jeg har tænkt ”Nå, hvem ringer så i eftermiddag og siger, at han har været i et eller andet?”
I skolens SFO er Jørgen Møller leder, da Sebastian og de andre børn begynder i skole. De ansatte kalder Bedersagen for ”Det lille jordskælv”. For det har rystet alle på skolen og også i resten af byen. Og der er mange overvejelser om, hvordan børnenes skal modtages og hjælpes.
Jørgen Møller: Umiddelbart havde vi jo tænkt, at de måtte være triste, og de måtte se anderledes ud. Men det gjorde de jo ikke. De var helt almindelige børn, og de var lige så vidt forskellige som alle andre.
Især de mandlige pædagoger er nervøse. Én af dem erklærer, at han ikke skal nyde noget af at tage børn på skødet længere. Jørgen Møller slår fast, at de pædagoger, der har det sådan, ikke kan forvente at få løn, fordi de i så fald ikke passer deres arbejde. Men det er en svær situation. For selvom det ER almindelige børn, har overgrebene ændret deres adfærd.
Sebastian og de andre børn fra børnehaven holder sammen og søger væk fra de voksne, længst ned mod krattet og indhegningen til SFO'ens legeplads. Her er de i fred.
Sebastian: Vi skubbede de voksne væk, og de vidste ikke, hvad de skulle gøre, så de skubbede også os væk. Vi børn holdt sammen. Vi snakkede ikke om de ting, der var sket i børnehaven, men vi holdt altid sammen, især i de mindre klasser. Vi havde ikke rigtig lyst til at snakke med de voksne, for vi stolede ikke på dem. Og de voksne var bange for at gå over vores grænse, for de vidste ikke, hvor den lå.
Børnene ordner tingene selv i deres grupper. Hvis nogen er faldet, søger de ikke de voksne for hjælp. De sætter selv plaster på.
Jørgen Møller: Det anderledes var, at de havde et lukket fællesskab med dem, de havde leget med i børnehaven. De havde tilsyneladende ikke tillid til, at vi ville dem det godt, eller de vidste i hvert fald ikke, om de kunne bruge os til noget. Så de var ikke opsøgende. Og det var underligt, fordi langt de fleste børn er jo opsøgende og mig-mig-mig. Hør på mig, jeg vil først. Det oplevede vi ikke hos de børn.
Børnene har også medbragt en stærkt grænsesøgende adfærd, og i de skjulte hjørner forsætter legene fra børnehaven.
Jørgen Møller: De legede numselege og tissemandslege. Deres grænser var skredet fuldstændig. Normalt hylder vi, at børn skal have gemmesteder, hvor de voksne ikke kommer. Men her blev vi nødt til at holde øje. Nogle af drengene havde også et meget vulgært, seksualiseret sprog. Det måtte vi ikke skælde ud over, men vi var alligevel nødt til at sige, at sådan taler vi ikke i SFO. Hvis man skulle snakke sådan, så skulle man gå alene ind på toilettet og råbe det ned i kummen.
Især i de mindre klasser tænker Sebastian på Martin og de ting, der skete. Hver dag. Mange gange. Det fylder i ham, men han taler ikke om det til nogen.
Sebastian: Det var svært at gå med tingene selv, men det var også svære ting at snakke om. Det kunne jeg ikke. Jeg følte, at jeg var forkert, hvis jeg talte om det, så det lod jeg være med.
Alle voksne, både de ansatte i skolen og SFO'en og også børnenes forældre, får hjælp af det, der hedder Rådgivningscentret, som ligger på Langenæs i Aarhus. Her får de voksne hjælp til, hvordan de kan hjælpe børnene, og her går mange af børnene til psykolog.
I Bedersagen er rådgivningscentret med i processen, helt fra Martin bliver afsløret, og indtil børnenes fylder 18. år. De lærer de voksne at tale til børnenes ører. Det vil sige, at de voksne med vilje taler sammen om barnet, mens barnet lytter. Når de voksne taler til barnets ører, kan det være om ting, barnet har oplevet eller følelser, det har vist, som det ikke kan sætte ord på.
Sebastian går også inde på rådgivningscentret. Der er et par søde kvinder, der hedder Tove og Lilly, som taler med hans forældre, mest hans mor. Imens leger Sebastian i nogle sandkasser med figurer ved siden af. Herfra kan han lytte til det, de voksne snakker om.
Sebastian: Når jeg var til børnepsykolog, og de voksne sad i sofaen og snakkede, og jeg legede i sandkassen, så legede jeg altid krig. Martin var min modstander. Det var som regel ret voldsomt, og det endte altid med, at han døde.
Også i SFO'en taler pædagogerne til børnenes ører. De kan for eksempel tale om, at et barn er ked af det. Og gad vide, om det kunne handle om noget med Martin eller noget helt andet?
Jørgen Møller: Og så oplevede vi af og til, at når vi ramte forkert, så afbrød barnet: ”Det passer ikke, nej, det var sådan.” ”Okay, var det sådan? Tak fordi du hjælper os. For vi stod jo lige og ville så gerne hjælpe dig, men vidste ikke helt hvordan.” Vi talte rigtig meget til deres øre i en periode, fordi vi oplevede, at mange havde meget svært ved at tale om det.
Jørgen Møller oplevede også, at der også kunne være voldsomme reaktioner, hvis en pædagog ville tale om de svære ting, og måske derfor lod de af og til være.
Jørgen Møller: Især drengene reagerede med ”åh, I spørger også altid om… I vil også snakke om det der… Jeg gider ikke… I kan alligevel ikke hjælpe mig… Drop det der…” Så der var en periode, hvor det var rigtig svært for os egentlig at få gang i at snakke om det, der var svært. Det var egentlig for at befri dem for skyld og skam og spejle, at der var en god grund til deres vrede og sorg. At vi godt vidste, hvad de havde i deres rygsæk. Men nogle gange måtte vi slet ikke nævne de ting, uden vi fik et møgfald.
Børnenes adfærd sætter skolen og de ansatte under pres. Men det er formentlig vand ved siden af det overarbejde, de fleste forældre er på derhjemme. De skal både tackle deres børns reaktioner og holde øje med, om barnet trives. De mindste ting får alarmklokkerne til at ringe: Er det mon på grund af det? Og så skal de, udover deres eventuelle jobs og andre børn, også lande deres egen sorg.
Skyggerne fra børnehaven kaster sig altid ind i virkeligheden hos både børn og voksne, når de er mindst ventede, også selvom børnene kommer i 5, 6. og 7 klasse. En voldsom reaktion på en sløjdlærer, der ikke fortæller hele sandheden, en historie i radioen om børn, der er tvangsfjernet på grund af overgreb. En høj lyshåret buspassager, der minder om Martin. Det kommer som lyn fra en klar himmel. De ved aldrig, hvornår det sker, men et billede, en lyd, en lugt – pludselig er knuden i maven tilbage. Hvis forældrene havde fået en diagnose dengang, ville nogen af dem formentlig have fået PTSD. De har traume-lignende reaktioner, der på få sekunder kan genoplives af bittesmå ting og sende dem tilbage til 2007, dengang verden stadig stod.
Som en mor fortæller: Én af psykologerne sagde til os, at når der var gået omkring syv-otte år, så ville vi holde op med at tænke på det hver dag. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte, at det var helt skørt. Men det viste sig at holde stik for mig.
En anden mor fortæller: Vi fik en grundfrygt hver især. Mit barn blev bange for verden. Jeg blev bange for, at folk ikke forstod mine børn eller tog dem alvorligt. Jeg var så indædt vred i starten. Jeg var ked af det, men jeg var mest vred over systemets svigt. Kontroltabet var fuldstændigt. Jeg stod ofte ude i gangen og græd, når vreden havde lagt sig. Og først da tingene så småt kom på skinner for mit barn, så kom min egen sorg væltende.
Nogle af børnene taler ofte med deres forældre om episoderne fra børnehaven og de reaktioner, de oplever, og det falder dem forholdsvist let. Hos andre kræver det mange tilløb. Tilløb, der nogle gange ender i det rene ingenting. Sådan er det hjemme hos Sebastian. Stik mod forældrenes ønske.
Hans mor har flere gange følt, at det var svært at få lov at hjælpe.
Ditte: Ja, er du tosset, mand. For udover, at han har været i den situation, han var i, så er han også en dreng, og mange drenge er måske heller ikke så meddelsomme og snakkesalige, som mange piger er. Så vi har mange gange stået i nogle situationer, hvor… ”Årh, kom nu, altså. Vi vil gerne hjælpe dig.”
Sebastian: Den måde, jeg kunne snakke med mine forældre om det, det var mest bare sådan lige på overfladen. Jeg havde ikke lyst til at snakke om det med nogen som helst. Så mig og mine forældre, vi snakkede om tingene eller om sagen, men ikke i dybe træk, ikke ned i detaljer.
For hver gang overgreb bliver italesat, bliver det nemmere at være i for barnet. Nogen siger, at delt sorg er halv sorg. Tabu og tavshed er ikke guld. Børn er forskellige og har forskellige behov, også efter et overgreb. Men fælles for dem er, at konsekvenserne vokser, hvis der opstår tabu. Følelse af ensomhed og af at være anderledes. Og tabu opstår desværre ofte. Det fortæller Line Engel Clasen, der er psykolog og behandler misbrugte børn på Center for Seksuelle Overgreb på Rigshospitalet
Line Engel Clasen: De fleste har lyst til at glemme. Både at det er sket, og at det foregår. Det er jo ubehageligt at tænke på, at der findes voksne mennesker, som både seksuelt tænder på børn og udnytter det tillidsforhold, der er mellem barnet og den voksne. Den slags har man lyst til at holde ude i strakt arm og tænke, det sker jo ikke på vores lille skole, eller det sker ikke i vores samfund. Det må være noget, der sker for nogle børn i nogle rigtig dårligt stillede familier. Og det er helt forkert. Det sker i alle mulige forskellige familier og for alle mulige børn. Og det er virkelig vigtigt, at børnene får et rum, hvor de kan tale om det. Det er ikke sikkert, det skal være nede over køledisken i Brugsen. Det kan være, det skal være hjemme hos deres forældre eller i et terapeutisk rum. Men det er helt sikkert, at man har brug for plads til at få talt om det, der er sket, når man har været udsat for et seksuelt overgreb. Hvis barnet står alene med det, risikerer man, at følelsen af at være forkert og følelser som skam og skyld vokser.
Tavsheden og tabuet bliver med årene måden, man tackler det på i Beder. Ikke så meget mellem forældrene. Tværtimod bruger de hinanden rigtig godt. Mødrene går en overgang til gruppeterapi, de udveksler erfaringer og hører om hinandens oplevelser. Og det er ikke kun den første tid, at haver og udhuse bliver brugt til at gå afsides med telefonen for at føre lange samtaler med de andre forældre. Også i årene efter gentager forældrene mange gange overfor hinanden, at det er tosset at sige det, men at de ikke aner, hvordan de skulle være kommet igennem uden hinanden. Så tabuet er ikke blandt forældrene. Det er i byen, alle de officielle steder, i butikkerne, i børnenes klasser, til idræt og til arrangementer. I bedste mening og for alles skyld. Men følelsen af, at overgrebene ikke skal tales om, siver fra de voksne og ned til børnene.
De øvrige børn, TV2 ØSTJYLLAND har talt med, genkender tabuet. Kun to af dem har talt med hinanden om det, ikke andre. Resten har holdt sig tilbage af samme årsager som de voksne. Det har været skamfuldt, og de har følt sig urene, som én beskriver det.
Sebastian: Jeg tror, at det tabu, der var omkring os, opstod, fordi folk var bange for at skade os mere, end vi allerede var blevet. Så jeg tror bare, at folk var bange for at gøre noget forkert over for os.
Matilde genkender også tabuet, og hun ønsker et opgør med det. For hvorfor kan vi højlydt udtrykke omsorg for mennesker, der har kræft og græde med ofre for trafikulykker, men ikke tale om dem, der har være udsat for seksuelle overgreb? Hvorfor bliver der stille? Hvorfor skal hun gå alene med det, og ikke mindst – hvorfor kopierer hendes jævnaldrende de voksnes tavshed? Der er mange ting, Matilde ønsker svar på.
Matilde: Jeg har venner og veninder, som jeg heller aldrig har snakket med det om. Vi er vokset op sammen i Grønnebakken, har gået i skole sammen og er megagode venner. Men jeg har aldrig talt med dem om det. Og det, tænker jeg jo nu, det kan jo ikke passe.
Et af de andre børn fra dengang beskriver det sådan her: Det er en form for smitte. Man smitter hinanden med ikke at tale om det. Så vi har ikke talt om det, for hvad nu hvis de tanker bliver koblet på mig? Jeg tror, at det er så tabuiseret, fordi det er forbundet med skam. Vi har så meget, både frygt, men også afsky.
Den tidligere SFO-leder, Jørgen Møller, er både ked af og ærgerlig over børnenes oplevelse af tabu.
Jørgen Møller: Det gør mig forfærdelig ondt, fordi det er jo slet ikke det, de havde brug for. De havde jo brug for, at os voksne turde sætte ord på det. Og vi bilder os ind, at det synes vi også, vi gjorde, men vi har jo under ingen omstændigheder gjort det godt nok eller tilstrækkeligt, når de sidder tilbage med en oplevelse af, at der er ikke blevet talt om det. Og det er jo et svigt.
Sebastian: For mig betød tabuet, at jeg blev ensom. Jeg havde ikke så mange venner. Man blev ligesom den der underlige dreng i klassen. Man blev holdt udenfor og var ikke rigtig med i fællesskabet.
Og mens Matilde i både barndommen og ungdommen kæmper med sine dæmoner på de indre linjer uden at involvere andre end sine forældre, maler den underlige dreng i klassen – Sebastian – sig op i en krog. Der er ikke mange tilbage, som vil lave legeaftaler med ham.
År for år cementerer Sebastian sin rolle som byens bølle. En rolle, han sidder fast i, og som det vil kræve mange kræfter for at bryde ud af.
Det er sommer. Sebastian hænger ud i Mårslet med en kammerat. Han er lige blevet 15 og har fået scooter. Og lige om lidt får han også en plet på straffeattesten.
Tilbage i 5.-6. klasse har Sebastian ellers fundet en god legekammerat. Han er ikke ensom mere, men har fundet sammen med Victor. De er ikke kun blevet bedste venner, de er også partners in crime. Victor er altid med på sjov, og der må gerne ske lidt. De to drenge har det rigtig godt sammen.
Sebastian: I starten af min skoletid tænkte jeg tit på Martin. I hvert fald fire-fem gange om dagen. Men da jeg mødte Victor, stoppede det ligesom, eller blev sat ned til et par gange om dagen. Vores venskab distraherede mig fra de dårlige tanker, og ham og jeg er stadig bedste venner i dag. Når jeg var sammen med ham dengang, så tænkte jeg ikke på andet. Vi hyggede os og lavede alle mulige sjove ting, også ballade en gang imellem. Og jeg kunne også snakke med ham.
Sebastian har ellers ikke brug for nogen til at hjælpe sig med at finde på drengestreger og det, der er værre. Han er kendt som en notorisk slagsbror. Hvis nogen går over hans grænser, så får de det at mærke. Han sparker, tager kvælertag og smadrer ting. Der er kort lunte og høj tænding.
Han er også indehaver af rollen som klassens klovn, og han får, ifølge ham selv, skylden for stort set alt, der foregår i klassen. Selv når han er hjemme med en sygdom, bliver der klaget over ham fra lærerne. Jesper og Ditte holder mange møder med skolen. At plædere for hans uskyld giver ligesom ikke mening, men de tager ham alligevel i forsvar. To gange besøger de børnepsykiatrisk hospital for at få undersøgt, om der er mere på spil end senfølger fra Martins overgreb i børnehaven. Hver gang holder Sebastian mund. Ikke så meget som ét ord får de vredet ud ham. Han skal ikke have klinket mere, end han har i forvejen.
I 6. og 7. klasse, hvor pigerne allerede er langt i deres pubertet, er Sebastian stadig den, der søger grænser. Han siger grimme ting til dem, klasker dem bagi og stopper ikke, når de siger, at han skal holde op. Inde bag den hårdkogte facade er der en dreng, der nok er voldsom, men også voldsomt ulykkelig.
I 8. klasse går det ikke stort bedre. Han laver smårapserier og forskelligt hærværk og andre dumme ting. Og da han får sin scooter, er hans og Victors store fornøjelse at køre rundt og lave ballade og irritere folk, for eksempel køre tæt på dem på cykelstien, gasse op og køre endnu tættere på.
Sebastian: Dengang var det sjovt nok, men når jeg kigger på det nu, er det jo ikke smart overhovedet. Jeg er træt af, at jeg gjorde det, og jeg kunne ikke finde på det i dag. Det er livet for kort til.
Sebastian har endda et navn hos politiet, der inviterer ham ind til en formanende samtale, da han fylder 15, for at fortælle om konsekvenserne af hans fødselsdag.
Men det har han glemt den dag, han holder på sin nye scooter i Mårslet. Der bor en pige, der godt kan tåle at få lidt gas, mener han og kammeraten. De kører ind i pigens forældres have og laver ”donuts” ved at køre scooterne rundt i den samme lille ring, mens de gasser op. Det larmer, og det sviner. Resultatet er en have, der er pløjet op. Forældrene melder det til politiet som hærværk, og Sebastians straffeattest er ikke lige så ren som før.
Det bliver sværere og sværere at se en vej ud. Og ud af det blå bliver Sebastian – og de andre børn og voksne i Beder – ramt af en boomerang, de ikke havde set komme.
Årene går, mange af børnene lander så småt på deres fødder, uden at nogen forældre kan sætte kryds på tjeklisten og erklære kampen for overstået. For ifølge eksperter er det almindeligt, at reaktioner på seksuelle overgreb kommer i bølger. Børn forstår overgrebet på én måde, når de er syv år, og på en anden måde når de er 10 år. Når de kommer til teenageårene og møder deres egen seksualitet, lægges nye lag til deres forståelse af, hvad der er foregået. Det kan give nye reaktioner igen, og ofte skal de have professionel hjælp undervejs.
Martin, er forældrene forvissede om, er for længst færdig med at gøre skade på børn. Han er godt nok færdig med at afsone. Men han tør aldrig vise sig i Beder igen. Mentalerklæringen fra dommen tilbage i 2007 viste, at der var nærliggende risiko for gentagelse af den kriminelle handling. Af samme grund får den tidligere pædagogmedhjælper et forbud mod samvær med børn i forbindelse med sin fængselsstraf. Han må ikke komme i hjem med børn, og han må ikke have besøg af børn i sit eget. Der bliver holdt øje, er forældrene sikre på.
Men det viser sig at være helt forkert.
Efter afsoningen skifter Martin navn til Morten Bundgaard, og han flytter til en ny landsdel, til Hedehusene ved Roskilde. Og her begynder han, efter et par års pause, forfra med sine overgreb. For ingen holder øje med, om forbuddet bliver overholdt, og Martin, som altså nu hedder Morten, overskrider det igen og igen. Nu går det ud over to søstre, der er tre og otte år og bor i samme boligkvarter som deres overgrebsmand. Pigerne møder ham til en aktivitetsdag i kvarteret, og over tre år misbruger han dem talrige gange, før han igen bliver fældet og får dom i 2018. Denne gang forvaring.
Alt det ved de 13 børn og deres familier i Beder selvfølgelig ikke noget om. Men da de finder ud af det i forbindelse med dommen, er det nærmest som et nyt overgreb. Ingen kan fatte, at han uhindret får lov at begå nye overgreb. Harmen er tyk i luften i Beder. Og Sorgen. Sorgen over at det igen har ramt uskyldige. Det er ofte lige her, både børn og forældre kommer til at græde, når man taler med dem. At nogen igen er udsat for overgreb, endda begået af en mand, som samfundet vidste var farlig. Det er næsten ikke til at bære.
Matilde: Jeg tror, det rører os, fordi vi ved, hvad de skal igennem nu. Vi ved, hvor meget det har kostet og hvor meget andet, det har ødelagt. Og det kunne være undgået, hvis nogen kunne se lige så klart som os, at han bare skulle stoppes.
Sebastian, der på det tidspunkt er 16 år, ser nyheden på sin telefon. Han går ned i byens Netto, hvor Matilde arbejder. Og han bryder nu det tabu, der har været imellem børnene.
Sebastian: Jeg ville gerne høre, hvordan nogle af de andre, som også har været med i Bedersagen, havde det med det. Og så spørger jeg hende, om hun er okay med situationen. Og så får jeg så at vide, at hvad fanden tror du selv?
Matilde: Hans stemme ryster, og man kan se på ham, at tårerne er lige ved at trille ned ad kinderne, og han… han virker rørt, han virker helt vildt rørt. Det at han konfronterer mig med det, og tabuet er lige op i mit ansigt, det sætter gang i en vrede i mig. Og jeg tænker – hva skal jeg svare?
Sebastian: Når jeg tænker tilbage, kan jeg godt forstå, hvorfor hun har reageret sådan… Jeg følte, at det ville hjælpe mig, hvis hun nu havde et eller andet at sige om, hvordan hun havde reageret, og hvordan hun havde håndteret situationen. Det kunne have hjulpet mig. Ja.
Afsløringen bliver et vendepunkt for Sebastian. Over de næste måneder modnes ideen i ham om, at vejen, han går, er forkert. At han vil noget andet. Men det er ikke let. Den halvvoksne dreng er i første omgang blevet smidt ud af Beder Skole, og han går i 9. klasse på en skole i Viby i stedet. Han har det ikke godt.
Til en fest i Malling kører Sebastian og nogle andre gutter forbi på scooter. Nogle af gæsterne til festen råber ”bøsser” efter dem. De kører tilbage. Sebastian kan mærke, at han er helt oppe at køre. Han flyver op i hovedet på de andre, og han er halvt oppe at slås med dem. Tændingen er højere, end da han var barn. Han kan slet ikke kende sig selv og bliver forskrækket over, hvor meget følelserne styrer ham i situationen. Han er nu klar over, at han skal have hjælp.
Kort tid efter lader han sig teste for ADHD. Den er god nok. Nu er der i første omgang medicin at hente. Han får lidt mere ro på. Men der skal mere til.
Ditte og Jesper taler med Sebastian, der overvejer at komme på efterskole i 10 klasse. Der er mange muligheder. Først og fremmest muligheden for at komme til hægterne uden at være sat i bås som byens bølle. En mulighed for at finde sig selv. Jesper forklarer Sebastian, at man kan se efterskoleåret som et hvidt lærred. Det er Sebastian, der har penslerne, og det er ham, der kan bestemme, hvad der skal males på det. Sebastian kan se, at det giver mening. Han vil væk fra hverdagen hjemme i Beder. Væk fra de mennesker, han kender, og væk fra rygterne og historierne.
Sebastian: Da jeg begyndte på efterskole, satte jeg mig for, nu skal det fandeme være nu. Så jeg lukkede alt ude, alt dårligt, og startede på en frisk. Jeg tænkte, at de mennesker, der går på min efterskole, de ved ikke, hvem jeg er, og de ved ikke, hvad jeg har været igennem, og de ved ikke, hvem jeg er, når jeg er derhjemme.
På Handbjerghus Efterskole på Thyholm i Vestjylland bliver Claus Høj Korslund kontaktperson for Sebastian. Han tager ham under sine vinger, og selvom det tager tid at vinde hans tillid, så er Claus ikke i tvivl. Han kan se en dreng inde bag facaden. En dreng, han kan lide, og en dreng, han kan arbejde med. Og langsomt finder Sebastian ro i de mange snakke med Claus. Endelig får han sat ord på, hvad der skete, og hvordan det påvirker ham. Til at begynde med er det svært, særligt i forhold til de andre elever. For han har stadig sig selv at slås med, som han siger. Men han har vilje og mod til at se sig selv i øjnene, og med hjælp fra Claus får han ændret mange af de ting, han ikke bryder sig om.
Det er en anden dreng, der vender hjem til Beder.
I dag har Sebastian det godt med sig selv. Han vil være håndværker, og han er ikke i tvivl om, at han nok skal blive det. Han har lagt bøllemetoder og -uvaner på hylden. Han har fået en kæreste, og de har mange planer sammen. Han har for nylig vist hende Børnehaven Grønnebakken, hvor han for første gang er gået ind på legepladsen, siden han gik der. Det var en stor lettelse at kunne det, og det var en lettelse at have hende ved siden af sig. Hun har lyttet og forstået. Ifølge Ditte har Sebastian tillært sig, at han godt kan stole på folk. De skal stadig ses an, og der sidder et veludbygget analyse-apparat klar til at gennemskue løgn og svindel. Men han har skruet ned for alarmknapperne. Tabuet har for hende at se haft betydning:
Ditte: Jeg tror, at de hver især har gået med deres egen historie velvidende, at der er andre, der har haft en lignende historie, men aldrig fået sat ord på det sammen. Og jeg er da stensikker på, at det har formet dem som mennesker, og jeg tror, at de hver især måske har sådan en lille klump nede i maven. Der er nogle af de børn, som er unge mennesker i dag, som har noget inde i sig selv, som, de godt ved, er der, men som de aldrig har haft muligheden for at åbne rigtigt op. Og den der Pandoras æske er der nok nogen, som har haft lyst til at åbne. Men hvor er det, man skal åbne den henne og sammen med hvem?
Ligesom mange af de andre børn er overgrebene fra børnehaven for Sebastians vedkommende snakket godt igennem med nøglepersonerne i hans liv. Spøgelserne har fået deres egen kasse på hylden. En kasse, man kan tage ned og kigge i, når det er nødvendigt. Og stille op igen, når man er færdig. Overgrebene vil altid være en del af deres bagage. For nogen fylder det ingenting i dag, og for andre er det stadig lammende. Viften er bred.
Anonym mor: Selvom min datter har arbejdet med skaderne efter overgrebene hele sin barndom og er kommet langt, så sidder der stadig rester tilbage. Overgrebene og truslerne har plantet en grundfrygt i en lille krop på fem år, og hun har svært ved at have tillid til, at verden vil hende det godt.
Anonym mor: Nogen siger, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. Det er jeg meget uenig i. Jeg kan godt tænke, at der blev røvet noget vigtigt fra os. Fra vores tid sammen. Vi skulle ikke have brugt vores liv på samtaler med et frygteligt tema igen og igen.
Men én lære er både forældre og børn enige om: Bryd tabuet. Tal om det, der er svært. Det er den eneste vej til at komme på den anden side af overgrebene.
Sebastian: Det, der har hjulpet mig til at komme ud på den anden side og lægge tingene bag sig. Det er at snakke med mennesker, som har en betydning for mig. Få nogle andre øjne på tingene. Få nogle andre sider og også måder til ikke at tænke på Martin hele tiden. Få venner og lave noget, der kan distrahere min hjerne. Jeg føler, jeg kan se fremad. Jeg føler, at jeg er på vej videre.
Stor tak til:
Sebastian Kjærsgaard Andersen, Jesper Kjærsgaard og Ditte Schultz Andersen
Matilde Roland Larsen, Marie og Christian Roland Larsen
De øvrige børn og forældre fra Bedersagen
Tekst af: Irene Nørgaard - irno@tv2oj.dk
Fotos: Privat, Oskar Fisker
Grafik: Asger Kjærholm
Layout: Kristine Helms
Vi har kontaktet Martin Svejgaard Johansen for et interview ad flere omgange. Han er ikke vendt tilbage på forespørgslerne.
Herunder kan du et sammendrag af dokumentaren 'Vores mareridt fra børnehaven':
