Sean er blevet stukket flere hundrede gange - alligevel elsker han bier
Bier har indtaget Sean Birk Bek Craigs tanker og hjem. Han tror ikke, at der går en dag, hvor han ikke tænker på dem.
Den dufter lidt sødt, konstaterer Sean Birk Bek Craig om den bi, han netop har haft oppe til først det ene næsebor og så det andet.
For mens de fleste blot kender til brumbassen og honningbien, kan den 27-årige biologistuderende nævne flere hundrede biarter - og deres lugt.
Bier kan nemlig lugte af alt fra syntetisk saftevand til varm asfalt, fortæller Sean Birk Bek Craig.
- Det åbnede en helt ny verden for mig. Det var som en forelskelse, hvor tæppet blev revet væk under benene på en. Sådan en, man ikke rigtig kan styre, fortæller bientusiasten, der dagligt tager sit net under armen for at finde bier.
De brummende insekter taler til alle sanserne, mener Sean Birk Bek Craig, der kan lide både synet, lyden og duften af dem. En enkelt gang kunne han da heller ikke modstå fristelsen til også at smage på en.
- Maskebier lugter af citron, og så stod jeg med en i hænderne på et tidspunkt og kom lige til at smage på den. Den smagte også rigtig kraftigt af citron, siger han.
Stukket mange gange
De fem år, hvor Sean Birk Bek Craig har været optaget af bier, har han dog ikke kun fået erfaring med deres dufte og udseende.
Også brodden har han haft tæt på. Mange gange.
- Jeg blev stukket to gange i går på vej til universitetet. Nogle gange kommer man bare til at samle en op, som kan stikke ret let. Måske er jeg blevet stukket 100, 500 1000 gange. Jeg ved det ikke, siger han grinende.
Men det betyder ikke noget for Sean Birk Bek Craigs store passion. Den har både indtaget hans tanker og den lille lejlighed i Aarhus, som han deler med sin kæreste.
- Jeg har aftalt med min kæreste, at vi holder insekter og andre ting lidt adskilt, så jeg har fået den nederste skuffe i fryseren til at have dyr i, siger han.
- Hun synes ikke, det er sjovt, når de slipper ud og flyver omkring, så det prøver jeg at holde dem fra.
Bier i maven
Sean Birk Bek Craig er biologistuderende på Aarhus Universitet og interesserer sig også for flere andre arter.
- Især myrer og græshopper har fanget mig meget. Men det er ligesom, hvis man er blevet smaskforelsket i nogen, så tiltrækker de andre bare ikke helt så meget som bierne, forklarer han.
Det er da også det største afsavn for ham, når han skal undvære dem i de kolde måneder. Men der bruger den studerende i stedet tiden på at kigge på de eksemplarer, han opbevarer i fryseren.
For selvom bierne fylder meget i hans hverdag, er han meget hurtig til at svare nej, da han bliver spurgt, om han ikke bliver træt af bierne i længden.
- De seneste fire-fem år tror jeg ikke, der har været en eneste dag, hvor jeg ikke har tænkt på bier. Det giver mig bier i maven, hvis man kan sige det sådan, siger han.
Se hele indslaget om Sean her: