Se visionerne for de milliarddyre Kongelunden-planer
Det vindende projekt åbner for, at der på sigt kan lukkes for biltrafik.
Et milliardprojekt for en stor del af det sydlige Aarhus, der huser Ceres Park og Arena, cykelbanen og væddeløbsbanen, skal i gang inden for en kort årrække, og nu er der sat navn på det arkitektfirma, som skal gå videre med planerne.
Det bliver arkitektfirmaet Holscher Nordberg, der skal arbejde videre med realiseringen af de ambitiøse planer for den nye folkepark.
- Det er fuldstændig fantastisk! Vi synes, det er den måske mest spændende opgave i mange år, så vi har været meget spændte, også fordi vi har lagt en kæmpe indsats i det, siger arkitekt og partner Nils Holscher.
Et af arkitekternes ønsker er, at der på sigt kan lukkes af for biler til området.
- Det er jo noget med at undvære bilen og stige på en hestevogn i yderste konsekvens og ellers bruge cyklen og selvfølgelig sine gåben, siger Nils Holscher.
Omkring Ceres Park er planen en ny idrætsby med atletikbane og et udkigstårn.
Ifølge planerne er der gjort tanker om en kæmpe pavillon i rundkørslen ved Marselisborg Slot.
Glad formand og borgmester
Vinderen blev præsenteret på et pressemøde tirsdag, hvor det var en glad borgmester, der tog imod.
- Jeg har glædet mig usigeligt meget til i dag, indledte borgmester Jacob Bundsgaard (S), der også er formand for bedømmelsesudvalget, pressemødet.
Men selvom der er sat navn på det firma, som skal gå videre med planerne, er de stadig blot visioner, som nu skal undersøges.
- Jeg glæder mig til at opleve, hvordan aarhusianerne kommer til at tage området til sig på ny, at mange flere får lyst til at bruge området og alt det, det kan, både nu og i fremtiden, siger Bundsgaard.
Tre firmaer dystede om sejren, og udover Kongelunden er også et nyt fodboldstadion en del af planerne for området. Salling Fondene og Lind Invest har samlet givet 500 millioner kroner til projektet.