Se videoen: Kaosscener ved busserne efter Grøn Koncert
En festlig dag med en kaotisk afslutning. Der var timelange køer for at komme hjem med bussen efter Grøn Koncert i Aarhus, hvilket endte i tumultariske scener.
Da Grøn i går vendte tilbage til Aarhus efter to års coronapause, forløb det ikke helt gnidningsfrit. Først var der timelange køer for at købe drikkevarer, og da folk skulle hjem efter koncerten, opstod der kaos omkring de 2A-busser, der kørte fra pladsen ind mod byen.
Derfor endte en festlig dag med fadøl og musik med en voldsom oplevelse for mange, som skulle med bussen.
Selvom Midttrafik havde sat ekstrabusser ind til og fra Marienlystvej i det nordvestlige Aarhus, kunne de altså ikke klare presset, og det blev ubehageligt for mange af passagererne.
Billeder og video fra stedet viser, at der massivt pres og massevis af mennesker i kø for at nå busserne. Og når de kom, blev der mast og skubbet for at komme ind.
Selvom der var mange busser, som kørte fra pladsen, var situationen den samme, hver gang der kom en ny bus.
Vi arbejder i skrivende stund på at få en kommentar fra både MidtTrafik og Grøn Koncert.
Flere personer fortalte TV2 ØSTJYLLAND, at de syntes, det var meget ubehageligt, og nogle blev væltet omkuld og skubbet i køen.
Østjyllands Politi var til stede under koncerten og også i forbindelse med de trafikale udfordringer, men ifølge vagtchefen er der ikke sket noget udover det tålelige, og trafikken fik man styr på, oplyser vagtchefen søndag morgen til TV2 ØSTJYLLAND.
Selvom der var G4S-vagter til stede for at holde styr på tropperne, lyttede ingen rigtigt til dem, fortæller kilder på stedet.
Tidligere på lørdagen kunne vi også fortælle om timelang køer til både barer og toiletter.
Grøn er i år tilbage efter coronapause, og i dag er karavanen kørt nord mod Aalborg.