Se listen: Her bliver der udstedt flest p-bøder i Aarhus
Sidste år og året før skiller sig ud i antallet af parkeringsbøder i Aarhus. Nederst i artiklen kan du se en liste over de gader, der har fået flest .
Den har det med at blive placeret et sted på bilens forrude, parkeringsbøden, og oftest i utide.
Nogle bilister har aldrig fået en, mens andre kan nikke genkendende til, at de har en hel samling. Det samme gælder de aarhusianske gader.
Værst stod det til på Ingerslevs Boulevard i det centrale Aarhus med i alt 1129 parkeringsbøder i løbet af sidste år, viser tal fra Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Læs også
Det er der ifølge afdelingsleder i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune Joshua Krogager en klar forklaring på:
- Det hænger sammen med torvedagene onsdag og lørdag. Der er mange, der glemmer at fjerne deres køretøj, når torvedagen begynder. Parkeringsbøderne er meget unikt bundet op på torvedagene, siger Joshua Krogager til TV2 ØSTJYLLAND.
Næstefter kommer Domkirkepladsen og Havreballe Skovvej, hvor der blev udstedt henholdsvis 1048 og 1003 parkeringsbøder.
- Domkirkepladsen er den mest centrale parkeringsplads i Aarhus. Der er også en del korttidspladser og lastepladser, hvor nogle folk desværre parkerer ulovligt, siger Joshua Krogager.
Læs også
På fjerde- og femtepladsen følger Østergade og Dalgas Avenue.
- Der er typisk mange mennesker, der holder på Dalgas Avenue i forbindelse med store arrangementer på Tangkrogen eller Stadion- og Tivoliområdet, og her parkerer en del desværre ulovligt, siger Joshua Krogager.
Corona-effekt på bøder
Fælles for sidste år og året før er, at der årligt blev udstedt omkring 38.000 parkeringsbøder. Det er noget lavere sammenlignet med perioden 2017-2019, hvor der blev udstedt i omegnen af 60.000 årligt.
- Der er udstedt færre parkeringsbøder de seneste år, og det hænger sammen med corona. Særligt fordi der ikke har været helt så mange store arrangementer, og desuden har byen i perioder været helt eller delvist nedlukket, siger Joshua Krogager.
Der blev i alt udstedt 38.732 parkeringsbøder i Aarhus sidste år.
Nedenfor kan du se hvilke 11 gader, der fik flest parkeringsbøder.
Flest parkeringsbøder i 2021
01. Ingerslevs Boulevard: 1129 bøder
02. Domkirkepladsen: 1048 bøder
03. Havreballe Skovvej: 1003 bøder
04. Østergade: 684 bøder
05. Dalgas Avenue: 616 bøder
06. Navitas Parkeringsanlæg: 585 bøder
07. Busgaden Parkeringshus: 584 bøder
08. Guldsmedgade: 480 bøder
09. Amaliegade: 478 bøder
10. Fiskergade: 475 bøder
11. Skovvangsvej: 466 bøder