Scorede for U21-landsholdet
AGF-spiller på tavlen i landskamp
Den unge AGF-spiller Jens Jønsson scorede det første mål, da det danske U21-landshold fredag spillede uafgjort mod Tjekkiet.
Testkampen i Prag endte 2-2.
Cheftræner Jess Thorups mandskab kan ærgre sig over, at det ikke blev til sejr, for tjekkerne fik først udlignet til slutresultatet kort før tid.
21-årige Jens Jønsson gav det danske hold en drømmestart, da han scorede til 1-0 på et hovedstød efter få minutters spil.
Tjekkiets stjerneangriber Vaclav Kadlec fik udlignet til 1-1 - ligeledes på hovedstød - efter 18 minutter, men Danmark scorede igen før pausen.
Det skete, da Esbjerg-spilleren Jeppe Andersen bankede bolden i mål efter 37 minutter på et langskud. Stillingen holdt sig frem til kort før tid, hvor Tjekkiets Laco Takacs udlignede.
I startopstillingen var også Silkeborg IFs Nicolaj Ritter samt Randers FC-angriberen Nicolai Brock-Madsen, der netop er kommet tilbage efter en længere skadespause.
Hans klubkammerat i Randers, Nicolai Poulsen, startede på bænken.